Berthel Seidelin

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Sognepræst i Slemminge på Lolland

Notater:

Fra Den Seidelinske Slægtsbog udarbejdet af Mogens Seidelin citeres:

98. e. BERTHEL SEIDELIN, * 25. September 1736 i Nykøbing F., døbt l. Oktober og opkaldt efter sin Morfader Købmand og Godsejer BERTHEL WICHMAND (S. 21 l); han blev baaret til Daaben af sin Mormoder Etatsraadinde RASMUSSEN; Christenhuen holdtes af Mosteren METTE CHRISTINA WICHMAND, der var gift med Købmand KNUD SØLLING i Maribo, og af Faderens Plejesøster SARA MARGRETHE HOLM (S. 208); de øvrige Faddere var reside¬rende Kapellan i Nykøbing F. JØRGEN BUSCH (senere Sognepræst i Sdr. Kirkeby og Sdr. Alslev paa Falster), Raadmand og Købmand i Nykøbing EDVARD HINCHELDEY og dennes Broder HANS HENRIK HINCHELDEY, Købmand sammesteds.

BERTHEL SEIDELIN blev i 1753 sammen med sin yngre Broder HANS konfirmeret af Provst WEDERKINCH i Nykøbing, »og [de] aflagde ved Overhørelse gode Prøver paa Oplysninger udi deres Christendom, saa at Provsten var vel fornøjet med dem«. Den 31. Juli 1756 blev BERTHEL SEIDELIN Student fra Nykøbing F. og kom til Universitetet i København, hvor han den 20. December 1759 tog teologisk Embedseksamen med Laud. 1760 holdt han sin Dimisprædiken, for hvilken han og-saa fik Laud.

Sammen med Fætteren CHRISTIAN SEIDELIN (S. 368), som tog teologisk Embedseksamen i 1760 og siden blev Sognepræst i Odense, drog han i Foraaret 1761 ud paa en godt toaarig Udenlandsrejse for det Elerske Rejsestipendium. De to Fætre drog over Hamborg til Leipzig, ved hvis Universitet de blev immatrikulerede den 28. April, og hvor de i to Aar hørte Forelæsninger i Teologi og Filologi. Ved Paasketid begav de sig paa Hjem¬rejsen, paa hvilken de bl.a. gjorde Ophold i Dresden, Halle, Gottingen, Kassel, Braun¬schweig, Berlin og Rostock, hvorfra BERTHEL SEIDELIN lod sig sætte over østersøen til Gedser, og i August 1763 arriverede han frisk og rask til sin Fødeby.

Apoteker CLAUS SEIDELIN fortæller videre om Sønnen i sin Selvbiografi: »Det var nok Anno 1766, at min K. Søn BERTHEL gjorde en Rejse til Kiøbenhafn for at lade sig giøre nogle Klæder, og ved den Lejlighed blev han af Gehejme-Raad, Grev RANTZAU, recommenderet at være Hovmester hos den unge Grev SCHACK, hvilken Station han og kort derefter maatte tiltræde og rejse med den unge Herre til Schackenborg; dog blev han der ikke længere end et halvt Aar, skiønt Faderen, Grev SCHACK, gierne villet beholdet ham, men han havde under¬haanden forlovet sig med sin nuværende Kiæreste, da Jomfru KARE GREEN , og derfor kunde hans Fraværelse ikke længe taales. Nu havde jeg vel paa denne Forlovelse aldeles intet videre at udsætte, end at min Søn endnu ikke havde Brød at forsyne hende, men just denne Mangel foraarsagede, at samme [Forlovelsen] blev langvarig og bekymmerlig, thi Jomfruens Moder, Fru GREEN vilde endelig have dem et Sted i Nærheden, og Hr. HJORT i Slemminge, som min Søn haabede at succedere, levede længe og vilde ikke imod anselig Pension afstaa Kaldet. Min Søn søgte og Tid efter anden adskil-lige Kald i Falster, Lolland og Møen, men var ikke saa lykkelig at obtinere nogen deraf, og maa jeg sige, det var et særdeles fatum for mig og mit Hus, at jeg, som var af en gammel indfødt, honnet dansk Familie, og havde haft 11 Børn, ikke skulde se en af dem ved Kongelig Naade employeret og befordret.«

Den 9. April 1770 blev BERTHEL SEIDELIN af Landsdommer, Etatsraad, senere Konferensraad HENRIK FUNDT kaldet (Kaldsbrevet kgl. konf. 18. Maj s. A.) til Sognepræst NIELS HJORTS Efterfølger i Slemminge og Fjelde paa Lolland, Syd for Sakskøbing, men overtog først Kaldet 7 Aar senere, et halvt Aar før HJORTS Død. Den 15. August 1777 blev han af Biskop JACOB RAMUS (S. 176) ordineret i Sct. Knuds Kirke i Odense og to Maaneder efter omsider gift med den nu 33aarige KAREN GREEN.

SEIDELIN havde ikke regnet med at skulle vente i 7 Aar paa at overtage Embedet, thi HJORT var en svagelig Mand, c. 70 Aar gammel; men skønt Biskop JACOB RAMUS i Odense fandt ham »formedelst hans høje Alder og Skrøbelighed ganske uduelig til Embedet«, kunde hverken han eller Provsten formaa ham til at antage Kapellan eller trække sig tilbage. Først 1777 blev han omsider til Sinds at afstaa Embedet til BERTHEL SEIDELIN, i hvilket Øjemed han sendte Bud efter denne og Provsten, HANS HORNEMANN SUHR i Hunseby. I Provstens og to andre Mænds Overværelse sluttede HJORT og SEIDELIN da den 14. Februar - »efter megen Vanskelighed« skriver SEIDELINS Fader i sin Selvbiografi - en Kontrakt, ifølge hvilken SEI¬DELIN skulde betale HJORT 181 Rd. 5 Mk. for Naadsens Aaret og 500 Sld. for Præstegaarden, skønt denne var saa forfalden, at den ikke uden stor Bekostning kunde bringes i beboelig Stand, samt 200 Rd. i aarlig Pension, svarende til Halvdelen af Kaldets Indkomster. Kontrakten blev paa Hr. HJORTS Vegne underskrevet af hans Stedsøn, Degnen ØSTRUP. Samtidig bad HJORT Provsten om senere at foretage Registrering og Vurdering hos ham til Auktion, og kort efter lejede han et Hus i Sakskøbing, hvor han agtede at flytte ind midt i April.
Alt syntes saaledes at være ordnet paa bedste Maade, og SEIDELIN drog til Odense for at blive ordineret. Men da indtraf der noget ganske uventet. Den gamle HJORT havde 9. April indsendt en Skrivelse til Kongen med Klage over, at SEIDELIN og hans Raadgivere havde »indtrængt sig paa ham og udlokket af ham at ville afstaa Kaldet til SEIDELIN«, og foregav, at han ikke havde været ved sin Forstands fulde Brug, da Kontrakten blev indgaaet, hvorfor han ønskede denne ophævet. Da Biskoppen »med megen Forundring« havde erfaret dette, anmodede han 23. April Provst SUHR om at undersøge Sagen nærmere og spørge Hr. HJORT, om det var sket med hans Vidende og Vilje, thi Biskoppen var af den Opfattelse, at ØSTRUP, med hvis Haand Klagen til Kongen var skrevet, var den egentlige Ophavsmand til den; samtidig berettede Biskoppen, at »Hr. SEIDELIN, som var kommen hertil for at ordineres, har for denne uventende Aarsags Skyld maattet forføje sig tilbage med uforrettet Sag«.

Den 14. Maj indsendte Biskop RAMUS sin egen samt Provst SUHRS og SEIDELINS Erklæringer til Danske Kancelli, hvoraf det klart fremgik, som Biskoppen skriver, at HJORTS Andragende »er ganske urigtig og ugrundet, og at han ikke har haft mindste Føje og Anledning til at beskylde enten den ene eller den anden for nogen ham tilføjet Overvold og underfundig Omgang med den ... oprettede Contracts og Forenings Forfattelse, eller at de i nogen Maade har sagt at indtrænge sig paa ham eller dertil imod hans Vilje og Vidende at forlokke ham, som han urettelig foregiver, men at alting er gaaet lovlig og ordentlig til«. Videre skriver Biskoppen, at HJORT, da Kontrakten blev sluttet, »var ved sin fulde Fornuft, var vidende om dens Indhold og dermed fornøjet«, at alt var afgjort »i Kiærlighed og Enighed«, samt at SEIDELIN havde »i alle Maader handlet ærlig og redelig med Hr. HJORT«. Derfor undrer det Biskoppen, at HJORT nu vil have Kontrakten tilintetgjort. »Enten maa Manden i sin høje Alder gaa i Barndom, eller der maa være andre, som mueligen finder deres Regning ved, at et bliver ved det gamle, der har foresnakket ham noget og instigeret ham dertil.« Biskoppen mener derfor, at der ikke skal reflekteres paa HJORTS Andragende, men at Kontrakten skal staa ved Magt, især da »Menigheden trænger saa meget mere til en ny Præst, som den allerede en Del Aar har kun maadelig været betjent ved denne gamle Mand«.
Kancelliet anmodede 24. Maj Biskop RAMUS om i Mindelighed at faa afgjort Sagen, at "foreholde den gamle HJORT, at man ikke maa spille med slige Ting, og at, ifald han ikke godvillig vil holde den saa lovlig og solenniter indgangne Contract, hvortil han da ved Lands Lov og Ret vil blive tvungen, til stor Omkostning og Ulej-lighed for ham selv, saa maa De imidlertid imponere ham en Capellan, som bliver den, der har Exspectance paa Kaldet«. Sagen var saaledes ganske klar; SEIDELIN skulde overtage Embedet, enten som Sognepræst eller først - midlertidigt - som Kapellan. Biskoppen lod straks Provst SUHR meddele HJORT Kancelliets Afgørelse og udtalte samtidig i sit Brev til Provsten: »Det er mit faste Forsæt, saa snart jeg kommer hjem igen fra Lolland, at ordinere Hr. SEIDELIN ifølge Resolutionen til Capellan hos ham, paa det Embedet kan blive behørig forsynet. Dernæst vilde Deres Velærværdighed beordre Degnen ØSTRUP at møde hos mig ved Landemodet i Ma-ribo, saasom jeg har noget paa Embeds Vegne at tale med ham om.« Umiddelbart før HJORT fik Kancelliets Svar overbragt havde han den 28. Maj ansøgt Kancelliet om at faa en Kapellan til at forrette sit Embede.
Men Kancelliets Afgørelse og Trussel om Sagsanlæg fik ikke HJORT til at give op. Biskoppen gjorde sig under sit Ophold paa Lolland »al Umage for i Mindelighed at disponere ham til at efterkomme den af ham med sin Successor indgaaede Contract«, men trods hans Anstrengelser og til Trods for, at SEIDELIN »har endog i samme Henseende gjort ham saa fordelagtige Tilbud uden for Contracten, har dog hos denne egensindige og opiniatre Mand intet været at udrette«. Tværtimod anmodede HJORT 11. Juni Biskoppen, der da var i Sakskøbing, om at udnævne to Eksaminatorer til at beregne Kaldets Indtægter; herpaa svarede Biskoppen ham omgaaende, at det stred imod Kancelliets Skrivelse, og »desuden maatte Deres Velærværdighed, som har tjent ved Kaldet i 47 Aar, vel vide at beregne dets Indkomster før Contractens Slutning. Jeg vil altsaa alvorlig herved advare og formane Deres Velærværdighed, at De ikke videre modsætter sig en saa lovlig og solenniter indgaaet Contract, hvoraf Følgerne vilde blive alt for ubehabelige for Dem selv. Ved min Hjemkomst til Odense bliver, saa snart ske kan, ifølge Cancelliets Skrivelse Studiosus BERTHEL SEIDELIN ordineret og indsat til Deres Capellan pro persona«.
Da HJORT stadig ikke ville bøje sig, blev der da intet andet for SEIDELIN at gøre end at anlægge Sag imod ham, »dels for at befri sig selv fra de ugrundede Beskyld-ninger, Hr. HJORT har gjort mod ham, dels for at bevise, at alle Ting med Contractens Slutning er gaaet lovlig, ordentlig og redelig til, samt tillige at erholde vedbørlig Satisfaction for de ham derved foraarsagede Ulejligheder og Bekostninger«. Den 9. Juli ansøgte SEIDELIN om, at Provst ISAK SIDENIUS i Nørre Vedby og Nørre Alslev og Hospitalsforstander BERTHEL STUB i Nykøbing maatte udnævnes til Kommissarier for at dømme mellem ham og HJORT; Biskoppen paategnede Ansøgningen den 16. Juli og tilbagesendte samme Dag til Kancelliet HJORTS Ansøgning om at faa Kapellan, med sin egen og SEIDELINS Erklæring; i Biskoppens Erklæring hedder det: »Jeg maa aldeles give Successor [SEIDELIN] fuldkommen Bifald udi de af ham anførte Aarsager, hvorfor han ikke tør eller kan paatage sig at være hans Capellan, da det unægtelig vilde blive baade uanstødeligt for Menigheden og fortrædeligt for ham selv samt til Hinder i hans Embeds Førelse, saa længe de skal føre Proces med hinanden. Det indstilles til Deres Kongelige Majestæts allernaadigste Resolution, om der ikke ad interim og indtil Sagens Uddrag maatte beskikkes ham en af de her værende ledige Capellaner i Stiftet.«

Det optrækkende Sagsanlæg fik omsider HJORT til at bøje sig. Den 30. Juli kan Biskop RAMUS meddele Kancelliet og Provst SUHR, at han netop har faaet Brev fra HJORT, der i Mindelighed er blevet enig med SEIDELIN om Kaldets Afstaaelse efter Kontrakten; HJORTS Anmeldelse til Biskoppen var underskrevet af to Præster og dateret 22. Juli. »Det er mig mangfoldig kiært«, skriver Biskoppen til Provsten, »at det derved nu er kommen til Rigtighed imellem dem, og at den Sag nu bortfalder. Jeg har i Dag skrevet til SEIDELIN, at han jo før jo heller vilde indfinde sig til Ordination«. Fredag den 15. August fandt BERTHEL SEIDELINS Ordination som nævnt omsider Sted i Odense.

Apoteker CLAUS SEIDELIN skriver, at Sønnen, efter at være blevet ordineret og indsat til Sognepræst for Slemminge og Fjelde Menigheder, maatte da »straks være betænkt paa at nedrive den gamle og rent forfaldne Præstegaard og at opbygge en ny igien; men da han længtes efter at føre sin kiære Brud hjem og at nyde hendes kiærlige Bistand ved dette ham forestaaende urolige Arbejd, resolver til han til den Ende først at sætte et Par af de gamle Værelser i skikkelig Stand og holdt saa i October samme Aar Bryllup med hende, som stod i hans Frue Sviger-Moders Hus her i Nykiøbing og med al Højtidelighed blev celebreret, hvorved jeg dog formedelst min Skrøbelighed og mange Alderdommens Tilfælde ikke kunde have den Glæde at være nærværende; men mine faderlige Forbønner og Ønsker om al Velsignelse af Gud til deres kiærlige Forening vare derfor ikke adskilte fra dem ... Anno 1778 blev Hr. HJORT ved Døden bortkaldet, hvorved min K. Søn Hr. BERTHEL SEIDELIN blev befriet fra den anselige aarlige Pension, som han efter Accord ved Afstaaelsen skulde betale ham, hvilket var megen stor Glæde«.

Fra 1777 var BERTHEL SEIDELIN derefter Sognepræst i Slemminge og Fjelde til sin Død 26 Aar senere.
Biskop TØNNE BLOCH, der efter Biskop JACOB RAMUS' Død 1785 blev Biskop over Fyens Stift, hvortil dengang ogsaa Lolland-Falster og Als hørte, og som hvert tredie Aar visiterede hvert enkelt Sogn i sit Stift, har fra sin første Visitats i Slemminge den 28. Juni 1787 optegnet: »Med Kirker, Menigheder og deres Ungdom saare vel fornøjet. Sognepræsten Hr. BERTEL SEIDELIN prædikede ypperligen over 1. Joh. 3, 5-6. Der var ingen Klage.« Ved den følgende Visitats den 26. Juni 1790 var Biskop BLOCH ikke helt tilfreds: »Sognepræsten Hr. BERTEL SEIDELIN catecheserede meget vel, men (som paakiendtes) kun sielden.« Den 22. Juni 1793 katekiserede han »ordentligen og vel«, og om Præstegaarden oplyser Biskoppen, at den var »godt i Stand«.

Den 21. September 1786 oprettedes Kontrakt mellem Pastor SEIDELIN og Stamhuset Krenkerups (Hardenbergs) Ejer Gehejmeraad C. A. V. HARDENBERG angaaende Fjelde Anneksgaards Afstaaelse fra Sognekaldet til Stamhuset paa Vilkaar, som Biskop BLOCH fandt fordelagtige for Sognekaldet.

Provsten, Dr. Theol. JENS SANDØE i Thoreby, visiterede 11. Februar 1787; Slemminge Kirke var da sat i forsvarlig Stand, og Fjelde Kirke var under Reparation indvendig.

Bertel Seidelin døde 1. November 1803 i Slemminge, bisat 6. s. M. i Kirken. - En senere Sognepræst i Slemminge FREDERIK WINTHER skriver i et Brev (nu i Det kgl. Bibliotek) af 10. Februar 1853 til Cand. philol. H. C. P. SEIDELIN - efter at have citeret Slemminge Kirkebogs Indførsel om BERTHEL SEIDELINS Bisættelse i Slemminge Kir-ke: »At ovenomtalte Pastor BERTHEL SEIDELINS Lig blev ført til Nykjøbing og der begravet, har jeg en dunkel Erindring om at have hørt.« Nykøbing Kirkebog indeholder imidlertid intet herom.

Sognepræst SEIDELIN og Hustru fik 20. Maj 1802 Bevilling til at sidde i uskiftet Bo. Tre Aar efter hans Død ansøgte Enken om Myndighedsbevilling for den 25aarige Datter under Sognepræst WICHMANDS Kuratel for at kunne tillægge hende hendes fædrene Arv, hvilket bevilgedes 5. December 1806.

Bertel Seidelin blev gift 15. Oktober 1777 i sin Svigermoder Justitsraadinde GREENS Hus i Nykøbing F. KAREN GREEN , * 13. Januar 1744 i Nykøbing F., døbt 17. s. M. Datter af FRIDERICH GREEN (1736 Forstander ved Hospitalet i Nykøbing F., nævnes 1738 (S. 364) som Fuldmægtig hos Stiftamtmand NEVE; 1739-64 Borgmester og 1745-64 Byfoged sst., 1761-75 Vice-Landsdommer, 1770 Justitsraad, død 21. Februar 1775, den 14. Marts indsat i sin Begravelse paa Rosengaarden (Nykøbing Kbg.)) og Hustru CATHARINE ANDREAS DATTER RIEGELSE (* 1723 i Nakskov, døbt 9. Maj, gift 20. februar 1743 i hendes Moder KAREN HOLMS Hus i Nakskov, død 7. Juni 1779 i Nykøbing F., indsat 15. s. M. i sin Begravelse paa Rosengaarden (Nyk. Kbg.)).

Familie/Ægtefælle/Partner: Karen Green. Karen (datter af Frederik Green og Catharina Andreasdatter Riegelsen) blev født den 13 jan. 1744 i Nykøbing F., Falster Sønder, Maribo; døde den 5 jan. 1831 i Sakskøbing. [Gruppeskema] [Familietavle]

1. Claus Friderich Seidelin blev født i 1784 i Slemminge Præstegård; blev døbt den 30 sep. 1784 i Slemminge kirke; døde den 28 apr. 1835 i Vanløsehøj; blev begravet i Brønshøj, København.

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Apoteker i Nykøbing Falster.

Notater:

Fra Den Seidelinske Slægtsbog, udarbejdet af Mogens Seidelin, citeres:

43. b. CLAUS SEIDELIN, * 26. Januar 1702 i Nykøbing F. »om Morgenen Klokken 3/4 til 2«, døbt 28. s. M. i Kirken, opkaldt efter sin Morfader Raadmand CLAUS IVERSEN; han blev baaret til Daaben af Amtsforvalter i Nykøbing HANS RAUENS Hustru BODIL IVERSDATER; de øvrige Faddere var Handelsmand HENRIK HANSEN SMIDTS Hustru CATHARINA MARGRETE LIND, der holdt Christenhuen, Overførster DAKIEL RUNGE, Rektoren i Nykøbing Magister PEDER HØYELSE og Sognekapellanen Magister POLYCARPUS HARTMANN.

1729-64 Apoteker i Nykøbing F. efter sin Fader. Død 1782.

Apoteker Claus Seidelin benyttede sine sidste Leveaar til at nedskrive sin Levnedsbeskrivelse. Gennem denne meget interessante Selvbiografi kan man følge ham fra Aar til Aar gennem hele Livet.

I en Alder af »4 paa femte Aar« blev han sat i sin Fødebys danske Skole; Skolemesteren her »var saa ufornuftig, at da jeg en Morgen ikke kunde min Lektie, gav han mig i en For¬middag 9 Gange paa Rumpen, skønt det ikke for Graad var mig muligt imellem hver Gang at læse bedre over derpaa, men han blev og af min salig Fader derfor tilstrækkelig sat til Rette«.

1708-16 var Student NIELS SCHYTTE, der derefter blev Kapellan i Nysted, Privatlærer for Apoteker FRIDERICH SEIDELINS og Sognepræsten Magister GREGERS ZIMMERS Børn.

I Claus Seidelins Drengeaar tilbragte Kong Christian V's Enkedronning CHARLOTTE AMALIE 3-4 Maaneder hver Sommer paa Nykøbing Slot, og Claus's Fader maatte da levere Medikamenter saavel til Hendes Majestæt som til hendes' Hofstat. Claus fortæller, hvorledes det engang gik, da Apotekerdrengen en Søndag fik Lov til at tage Claus med op paa Slottet, »og da jeg næppe var kommet ind paa den yderste Vagt-Sal, førend Dronningen, som just var staaet op fra Taffelet, lod aabne Spise-Gemakkets Dør, og kom med alle sine Hofdamer og Cavaillerer gaaende igennem Vagt-Salen, løb jeg straks til, kyssede paa Dronningens og alle Damernes Hænder, og holdt mig især til en liden Fruentimmer-Dværg, Dronningen havde, i Tanke, at hun var et Barn som jeg, og fulgte saa med dem alle. Min Faders Dreng havde nær besvimet over sin Uagtsomhed, at han ikke bedre havde passet paa mig, men Dronningen var meget naadig og spurgte: Hvis er den lille Dreng? og da hende blev svaret: Apotekerens, lukkede hun et lidet Kammer op, hvorudi hun havde noget Orangeri og smukke Blomster, hvoraf hun selv afbrød en Buket og forærede mig, og derpaa befalede at levere mig til min Faders Bud igjen. Da vi kom hjem og fortalte min salig Fader dette, fik Drengen mange Utak, og til mig sagde han: »Det er godt nok, min Søn, at Dronningen forærede dig en Buket, men jeg havde hellere set, at hun havde foræret dig en halv Snes Dukater«.«

Om Sommeren 1716 kom den russiske Czar PETER I DEN STORE til Lolland med en Hær og en Flaade for at komme Kong Frederik IV til Hjælp ved en paatænkt Landgang i Skaane, som dog ikke blev til noget. Af Czaren, der kun opholdt sig een Dag i Nykøbing F., giver Claus Seidelin følgende Beskrivelse: »Han saa ud som en Underofficer, eller rettere en Bøddel, han var høj af Vækst, var klædt i en skiden blaaklædes Klædning med Messingknapper, havde en stor bred Hirschfænger som et Bøddel-Sværd ved Siden i et Læder-Gehæng oven paa Kjolen, store Støvler paa Benene, en liden Fløjls »Cachet« paa Hovedet, et maadeligt Knævelbart, og en stor lang Spanskrørsprygl i Haanden, men saa ellers ikke ilde ud.« Czaren skulde have spist Aftensmaaltid paa Slottet, »men han traadte ind hos Postmester IVER ROSENFELDT, og lod sig der servere med Rug- og Hvede-Brød, Smør, hollandsk Ost, Godtøl, Brændevin og Vin, og især hovede han god Dantziger-Pryssing, thi andet havde de ikke at foresætte ham. Jeg var da og sluppet ind til ROSENFELDTS for at se Czaren spise, som skete med megen grace, thi naar han havde smurt sig et Stykke Smørre-Brød, slikkede han altid Smørret rent af Kniven igien. Der var og i mine Forældres Hus mange af hans Herrer for¬samlede, som paa samme Maade bleve beværtede.«

1717 kom Claus Seidelin i Lære hos Hofapoteker GOTTFRIED BECKER i København, hos hvis Fader Hofapoteker JOHAN GOTTFRIED BECKER Claus Seidelins Fader havde været an¬sat i 7½ Aar i sine unge Dage. Hofapoteker GOTTFRIED BECKER havde i 1708 overtaget Elefant-Apoteket paa Købmagergade efter sin Fader og blev senere ligesom denne Hof-, Rejse- og Feltapoteker.

Under Kong Frederik IV's Dronning LOUISES Syge- og Dødsleje i de første Maaneder af 1721 blev Livmedicus CHRISTIAN GAULCKE indkaldt fra Tyskland. »Denne blev bestandig hos hende [Dronningen] paa Slottet og lod sig der opføre et lidet Laboratorium for selv at præparere nogle chymiske Midler til Dronningens Kur, og da han ofte kom paa Hofapoteket, kastede han den Yndest paa mig, at han begiærte af Hr. BECKER, at jeg paa nogen Tid maatte være hos ham paa Slottet, for at gaa ham tilhaande ved disse chymiske Præparationer, hvilket Hr. BECKER og consenterede [indvilligede i], saa at jeg var nogen Tid hos ham paa Slottet om Dagen og iblandt om Natten, hvor jeg blev meget vel accommoderet. Det hændte sig iblandt, at han kom kiørende ned fra Slottet til Hofapoteket, og tog mig med sig tilbage i Vognen, tillige med de Medicamenter, han agtede at præscribere, og de behøvende Vasa og Instrumenter til deres Præparation, da jeg havde den Ære i Dronningens Forgemak under hans Tilsyn og udi alle Damernes og Cavaillerers Nærværelse at tillave det han foreskrev, som Pulver og andet, hvoraf han, saa snart det blev færdigt, tog en Portion og gik ind med til Dronningen, at hun det straks kunde indtage.«

Nytaarsaften havde Claus Seidelin en meget ubehagelig Oplevelse; han var sammen med en af sine Kolleger gaaet op paa Slottet »for at se det kongl. Herskab spise, som altid gierne paa den Aften var alle tilladt. Vi bleve da og indladte i det store Spise-Gemak, men der var den Aften saa stor en Conflux af Tilskuere, at de til sidst nær havde trænget ind paa det kongl. Taffel, hvorover der arriverede mig en slem Malheur, som stod tæt bag ved Herrerne, der spiste ved Taffelet, thi da dette anden Gang ved Pagerne med de tilhørende Retter skulde besættes, kom blandt andre en Page med en Sølv-Skaal fuld af Smør eller Sauce til Stegen, og da han vilde sætte det paa Taffelet, snublede han over andres Fødder, saa Skaalen med alt hvad der var udi, fløj hen paa mig, og overalt ilde tilredte min ganske propre, skiønt simple Stadse-Klædning, og da jeg derved sprang med Force til Side, faldt Skaalen paa Gulvet, saa at Høj-Salig Kong FRIDERICH [IV] selv rejste sig op for at se, hvad der passerte, hvilket jeg mærkede og blev staaende urørlig som en Støtte; men denne Malheur gik mig nær, og dog maatte jeg blive staaende, thi jeg kunde for Trængsel ingensteds komme, saa at andre, som trængte sig forbi mig, ligeledes besmittede deres Klæder. Endelig da Herskabet stod op fra Taffelet, gik jeg med min Collega vel ned i Slots-Kiælderen for at slukke min Sorg med en Flaske god Rinsk-Vin, men om Morgenen besaa jeg først ret min Elendighed med Bedrøvelse, thi jeg fandt da, at snart slet intet paa mine Klæder var sparet, som jo var besudlet, og i det ene Kjoleærmes Opslag, som den Tid vare store men lukte, fandt jeg vel ½ Pund størknet Smør og Sauce. Dog blev jeg igien nogenledes trøstet ved det, at der paa samme Tid var en Mand i Kiøbenhavn, ved Navn NAGEL, og af Profession en Skrædder, som herlig forstod at tage Pletter af; han skilte Klædningen rent fra hinanden, toede hvert Stykke med Sæbe, syede den saa sammen igien, og bragte mig den i saadan Stand, at den godt kunde passere, men det kostede mig 3 Dukater.«

Ved Paasketid 1722 begav Claus Seidelin sig ud paa en 6 Aars Udenlandsrejse, hvorom han beretter udførligt og interessant i sine omtalte Erindringer. Han sejlede først til Lübeck, drog saa videre over Hamborg, Winsen, Lüneburg, Magdeburg til Leipziger Paaskemessen, hvor der blev tilbudt ham Kondition hos Raadsapoteker DORING i Nordhausen i Thüringen. »Jeg havde her en meget urimelig og irresonabel Principal. Apoteket var det eneste i Byen, saa at jeg med en Collega og en Dreng havde strengt Arbejde, ikke alene om Dagen, men endog om Natten; men ved alt vort Arbejde havde min Principal nær sultet os ihjel, og dersom man kom til Skade med noget, endog det mindste Glas, maatte det betales. Var man upasselig og behøvede nogen Medicin, maatte det betales; han havde 3 Pengeskuffer i Apoteket, hvorudi enhver maatte lægge i sin, hvad han solgte, paa det han, som han sagde, kunde se, hvem der var flittigst, og fandtes der nogen onde Penge, maatte andet gives derfor; han var saa mistænkelig, at han lod fore sine Tøfler med Hatte-Filt for ved Dag og Nat at overliste os, ifald han kunde træffe os i noget utilbørligt, ja han examinerede immer Drengen, om vi Svende ikke havde nogen Qvindfolk eller andre slette Folk tilhaande, som vi gav noget bort til, og naar Drengen det ikke kunde bekiende, fik han Hug. Det hændte sig en Dag, at Stads-Physicus kom i Apoteket og præscriberede nogen Medicamenter, som jeg straks maatte præparere, at han kunde faa dem med sig, da kom han ud til os og var saa malicieux, at han sagde til Physico: »Dette er et ungt Menneske, jeg nylig har faaet i Condition, som endnu ikke er rigtig øvet, De vilde derfor pardonnere, om han ikke expederer sine Ting saa ordentlig, som han burde.« Men Stads-Physicus var saa raisonnabel, at han svarede straks i min Præsence: »Jeg ved ikke, min Hr. Doring, med hvad Raison De kan sige dette, jeg har endnu ikke set nogen i Deres Officin, der saa adroit, net, renlig og ordentlig har præpareret sine Medicamenter som han, og jeg saa gierne, at han maatte præparere alt, hvad jeg præscriberer, thi jeg har alt ofte med stor Fornøjelse set paa hans Arbejd«, saa salig Doring maatte tie stille.«

Snart forlod Claus Seidelin dette daarlige Sted og ankom Nytaarsdag 1723 til Berlin, hvor han fik Kondition paa Hofapoteket hos Hofapoteker og Professor CASPAR NEUMANN, men senere opsagde han sin Kondition for at kunne følge Forelæsningerne paa det nyopret¬tede medicinsk-kirurgiske Kollegium i Berlin. Inden dette Kollegium indviedes, rejste han til Wittenberg, hvortil hans ældste Broder HANS nu var kommet paa sin Udenlandsrejse, og sammen fulgtes de 2 Brødre til Leipziger Paaskemessen 1724, hvor bl. a. Kong August af Polen var til Stede; »jeg fik da og der Kong Augustum at se, som var en meget anselig Herre; saa lod jeg mig og der giøre en ny Klædning«. Under sit Ophold i Berlin besøgte Claus Seidelin bl. a. POUL VENDELBO LØVENØRN (S. 229), der fra 1722 til 1726 var dansk Gesandt i Berlin. Det følgende Aar hørte han nu »med største Flid« Professor EUMANNS kemiske Forelæsninger og studerede med Iver Kemi og Fysik. De ledige Timer brugte han »til at lade mig informere i franske Sprog af en brav Sprogmester, og af en Musico i at spille paa Flaute douce, og om Aftenen sildig frekventerede jeg iblandt Danse-Skolen«.
1725 drog han fra Berlin til Strassburg, hvor han konditionerede l Aar fra Paaske 1725, og hvor han samme Aar overværede den l5aarige franske Konge Ludvig XV's Bryllup med den fordrevne polske Kong Stanislaw I's 7 Aar ældre Datter Marie.

Fra Paaske 1726 til Paaske 1727 opholdt han sig i Bern, hvor han var Medhjælper hos Stads- og Hospitalsapoteker GABRIEL KNECHT.

I Strassburg traf Claus Seidelin Vennen JOHAN CHRISTOPHER V. WESTEN, som han kendte fra København, hvor de begge havde været i Apotekerlære paa samme Tid. JOHAN CHRISTOPHER V. WESTEN (* 1701, død 1774), der 1728 overtog Løve-Apoteket i Odense efter sin Fader og efterhaanden blev en meget rig Mand og Godsejer - han ejede Godset Westenborg paa Falster - var Søn af den velhavende Apoteker i Odense PETER v. WESTEN (* 1662, død 1727) og Elisabeth Becker (* 1679, død 1749); Moderen, der var Datter af den tidligere Indehaver af Løve-Apoteket i Odense JACOB GOTTFRIED BECKER og saaledes Kusine til Hofapoteker GOTTFRIED BECKER paa Elefant-Apoteket i København, hos hvem Claus Seidelin havde været i Lære, blev Aaret efter Mandens Død gift med Borgmester CHRISTIAN ULRIK BLESS i Odense.

Fra Strassburg fulgtes de 2 Venner til Bern, og under Opholdet her foretog de sammen »den courieuseste, men tillige den mest fatigeanteste [anstrengende] og farligste Rejse, jeg har gjort i min Livstid«, idet de til Fods vandrede til Milano, hvor de blev i 3 Dage, og derefter atter begav sig paa Tilbageturen gennem Alperne til Bern, som de ankom til 17 Dage efter at have forladt den. »Vejen var lang at giøre til fods, frem og tilbage, men dens Farlighed og Besværlighed endnu af større Consideration. Det schweitziske Land er af saa forunderlig og vanskelig en Situation, at man snart stedse maa vandre over høje Bjerge og igiennem dybe Dale; paa de højeste Gruser- og Grimsel-Alper vandrer man som igiennem Skyerne, og paa mange Steder er Bjerget paa en Mils Længde og mere bedækket med Is mangfoldige Alen tykt, som aldrig smelter, og derudi findes ofte Sprækker paa ½ Alens Bredde, snart lige ned i Afgrunden, hvor man og hører Vandet bruse, og derover maa man springe, siden ingen anden Anstalt findes til at komme derover; al den Anstalt jeg fandt paa denne Vej, var, at hid og did var kastet en Visk Halm for at vise, hvad Vej man skulde søge, thi naar man er der, ser man intet for og omkring sig end et bart Is- eller Glashav; det er og i Augusto der oppe lige saa koldt som om Vinteren. Derimod i Dalene forefinder man mange Kilder, rindende Vande, smaa og større Strømme, store brusende Vandfald og smaa Søer, og mangesteds ere af de forskrækkelige Klipper store Stykker nedfaldne i Dalen, mere end Huse store, hvis Hjørner og Kanter igien ere knusede i mange mindre Stykker, over hvilke man paa saadanne Steder maa hoppe og liste sig igiennem, som man kan, siden ingen anden ordentlig Vej og Passage findes, ja ofte hænger Klipperne mange Alen ud over Vejen, man skal passere, og ser ud til at være saa sprukne og løse, at man hvert Øjeblik maatte vente Stykkerne vilde nedfalde. - Men saa snart man kom over Alperne paa Italiens Side, havde vi den hedeste Sommer, saa at Sveden ved den idelige Vandring trillede stedse ned ad vore Ansigter, og vore Skjorter vare aldrig tørre. Vi slukkede da vor Tørst med de hede italienske Vine med Is udi efter Landets Skik, hvoraf vi over hele Legemet bleve saa kolde som Is, og det var et Under, at vi ikke creperede, men vor Cur var, at vi straks derpaa gav os paa Rejsen igien, kom derved i Sved igien, og bleve saaledes conserverede. - Det gyser nu i mig, hver Gang jeg tænker paa denne Rejse, og jeg undrer mig over, hvorledes vi dengang kunde resolvere til saaledes at foretage og fuldende den; men Ungdommen, Helbreden og Lysten til at se os om i Verden overvandt alle Besværligheder, hvilket dog ikke havde kunnet ske, dersom ikke den gode Gud saa kiendelig ved sin Almagts Haand havde ledet, opholdet og bevaret os fra Sygdom og al anden Ulykke, hvorfor hans hellige Navn være evindelig lovet!«
I Maj 1727 kom Seidelin og v. Westen til Paris; medens de var her, døde v. Westens Fa¬der, og Sønnen tog hjem til Odense. Seidelin opholdt sig 4 Maaneder i Paris, i de første 3 Maa¬neder studerede han især Botanik hos Professor JUSSIEU, men beskæftigede sig ogsaa med kemiske Studier og Øvelser og besøgte endog Hospitalerne. Den 4. Maaned opholdt han sig som Turist i Paris og fortæller i sine Livserindringer især om de mange prægtige Slotte, som han besaa i Paris og Omegn. Han besøgte ogsaa den berømte danske Anatom JACOB WINSLØW, der levede Størstedelen af sit Liv i Paris, ved hvis Universitet han blev Professor i 1743. Seidelin skriver om ham, at han var "en liden Mand af Væxt, men stor af Lærdom, især udi Anatomien, dog kom han mig noget simpel for i sit Væsen, og han havde en meget tyk og fed Kone; han var meget artig imod mig og gik omkring med mig at vise mig adskilligt, især Le Theatre de St. Cosmo, hvor Anatomien doceredes, men i øvrigt entrenerede han mig paa fransk Facon, det er at være høflig og tjenstvillig, men som de bød han mig aldrig noget hverken vaadt eller tørt".

Den 18. August 1727 rejste Claus Seidelin fra Paris og ankom 11 Dage senere til London; her overværede han Kong Georg II's og hans Dronnings Kroning. I Oktober foretog han sammen med 3 Tyskere en 5 Dages Rejse til Richmond, Hamptoncourt Slot, Windsor Slot og Oxford.

Den 11. November forlod han atter London og tog over Rotterdam, Leyden, Haag og Harlem til Amsterdam; i Amsterdam var der Brev til ham fra hans Fader, hvori denne meddelte, at han var meget svag, og befalede Sønnen at komme hurtigt hjem; efter 11 Dages Ophold i Amsterdam drog han over Narden, Ammersfordt og Osnabrück til Hamborg og i December videre til Odense, hvor han besøgte Vennen JOHAN CHRISTOPHER V. WESTEN og dennes Moder. I Odense traf Claus Seidelin sin ældste Broder HANS, som netop paa denne Tid blev ordineret i Odense til Sognepræst i Gloslunde og Græshave paa Lolland. »Fru BLESS, V. WESTENS Moder [hun var endnu ikke gift med Borgmester BLESS], som var en meget ferm Kone, tog meget venligen og kiærligen imod mig og beviste mig al mulig Estime og Confidence. Hun trakterede mig prægtig, og som Fyen er bekiendt for »Backelse-Landet«, saa kan jeg og sige, at den gode Frue i de 14 Dage jeg var der, hver Dag til Frokost, Middag og Aften havde et nyt Slags Bagværk at præsentere mig; hun bragte mangen en Time hen med at sidde og snakke med mig alene, sagde, at hendes Søn havde været lykkelig, idet han i mig havde haft saa tro en Ven udenlands, han havde og noksom berømmet mig, og hun maatte og sige, da hun nu havde lært at kiende mig, at dersom hun kunde faa saadan en Sviger-Søn som jeg, da vilde hun skattere sig lykkelig. - Da min kiære Broder var bleven der færdig, tog vi tilsammen hjem, først til Nyborg, dernæst over Bæltet, Korsør, Næstved og Vordingborg til Nykiøbing, hvor jeg med ham arriverede den 8. Januarii 1728 og fandt min kiære nu salige Fader vel sengeliggende, dog nogenledes restitueret.«

»Gud være evig lovet, som paa denne 6 Aars lange Rejse ved sin gode Aand stedse har opholdt mig i sin sande Frygt og bevarede mig fra Forførelse og grove Synder, beskiærede mig god Helbred, lod mig allevegne finde Lejlighed at se og lære noget, tilvendte mig alles Yndest, ledsagede mig ved sine hellige Engle lykkelig og uskadt igiennem saa mange fremmede Lande, og endelig forundte mig igien den Glæde at se mine kiære Forældre, mine gode Venner, og mit kiære Fædrene-Land!«

Efter Hjemkomsten fik Claus Seidelin Tilbud om at overtage Apoteket i Helsingør, hvilket han imidlertid afslog, da han ikke ansaa det for fordelagtigt. Efter Københavns Brand l. Oktober 1728 tog han til København for at hjælpe sin tidligere Principal Hofapoteker GOTTFRIED BECKER, hvis Elefant-Apotek paa Købmagergade var nedbrændt, og Seidelin tog her virksom Del i Indrettelsen af et provisorisk Apotek i »Den blaa Haand«, en Gaard paa Amagertorv (nuværende Nr. 8), som BECKER snart efter lejede, og hvor Apoteket aabnedes i. April 1729, saaledes at BECKER atter kunde betjene Hoffet og Byen. I disse Maaneder fra Oktober 1728 til April 1729, da Seidelin var i København, boede han hos sin Farbroder Etatsraad (senere Komerensraad) HANS SEIDELIN, Assessor i Højesteret og Amtmand over Københavns Amt.
Et andet Apotek, der ligeledes nedbrændte i den store Brand, var Løve-Apoteket paa Amagertorv; dettes Ejer ANDREAS WINTHER (hvis Hustru DOROTHEA BECKER var Hofapotekerens Kusine samt Moster til den foran nævnte Johan Christopher v. Westen) foreslog Claus Seidelin at overtage det brændte Apotek og Privilegium, mod at Claus Seidelins Fader overlod Winther Apoteket i Nykøbing F., eftersom han - Winther - var for gammel til at genopbygge sit Apotek. Claus Seidelin afslog imidlertid Tilbudet, og Winther, der var 57 Aar, genopbyggede Løve-Apoteket, som han derefter forestod i endnu 12 Aar.

Claus Seidelins Fader Apoteker FRIDERICH SEIDELIN i Nykøbing F., der i nogle Aar havde lidt en Del af Podagra-Anfald, var nu atter meget svag deraf. Medens Claus Seidelin boede hos sin Farbroder i København, kom der 26. April (1729) Brev, at Faderen ikke kunde leve længere og længtes efter at tale med Sønnen. Næste Morgen tog Claus Seidelin og hans Farbroder af Sted, og den følgende Dags Aften naaede de Nykøbing. Apoteker FRIDERICH SEIDELIN overgav straks Sønnen Claus Seidelin sit Hus og Apotek med alle Nøgler og Tilhørende for 2.200 Rd., og Dagen efter døde FRIDERICH SEIDELIN.

Claus Seidelin fortæller i sine Levnedsoptegnelser, at der straks efter Faderens Død blev skiftet mellem Børnene og deres Stedmoder, og at han selv - som sin mødrene Arv, der stod i Boet, som sin fædrene Arv, som sin Arv efter 2 Søstre med Renter, og endelig som en Gave af sin afdøde Farmoder - ialt fik udbetalt 3.700 Rd., »for hvilken Velsignelse jeg takkede Gud og mine kære Forældre i deres Grav, thi det var godt, at der efter den lidte Skade ved Københavns Ildebrand endnu kunde være saa meget tilovers«.

1729-1764 var Claus Seidelin Apoteker i Nykøbing F. Da han overtog Apoteket, var han endnu ikke eksamineret, men han tog hurtigt Eksamen i København og fik derpaa, den 6. Maj s. A. (1729), Privilegium som Apoteker i Nykøbing F.
Claus Seidelin var en dygtig Apoteker, der stadig forbedrede den forfaldne Apoteksejendom. Om hans Anseelse vidner, at Borgmesterembedet 2 Gange blev ham tilbudt, nemlig 1730 efter Borgmester CLAUS FLINDT og, 1739 efter Borgmester NIELS HAMMER, men han afslog det, ligesom han afslog at søge Rang; af Grundene til hans manglende Lyst til at søge Rang skal nævnes den sidste, han selv anfører, nemlig at han altid havde ment, at en honnet borgerlig Stand var den roligste og bedste Stand af alle, hvorfor jeg bestandig er blevet i min Circul, helst da Gud havde givet mig en fornuftig Kone, som billigede mine raisons og lige saa vel som jeg elskede mere at kaldes ærlig end velbyrdig«.

Aaret efter at have overtaget Apoteket i Nykøbing indgik Claus Seidelin, der da var 28 Aar gammel, Ægteskab med den 17aarige ELISABETH CATHARINA WICHMAND. Herom fortæller han, at "[jeg] resolverede i Guds Navn til at begive mig i Ægtestanden, og blev efter inderlig Guds Paakaldelse mit Hjerte bøjet til at elske vel ædle Hr. BERTHEL WICHMAND, Proprietær til Engestofte Gaard i Lolland og Negotiant i Nykiøbing, hans ældste levende Datter, Jomfru ELISABETH CATHARINA WICHMAND, som da ikkun var 16 Aar gammel; og da min Begiæring om hende af hendes Forældre og hende selv med al Kiærlighed og Fornøjelse blev imodtaget, stod vores Bryllup udi deres Hus her i Nykiøbing d. 18 Julii 1730, og det i en lyksalig Time, thi den da ved Guds Forsyn sluttede kiærlige Forbindelse imellem os vedvarer ved Hans Naade endnu, da jeg skriver dette, og under Gud os fremdeles Livet indtil d. 18 Julii i dette Aar 1780, saa have vi levet i Ægteskab tilsammen udi 50 Aar". Deres Ægteskab, der varede i næsten 52 Aar, velsignedes med 11 Børn. Ialt var Claus Seidelins Hustru imidlertid gravid 12 Gange, men det første Svangerskab blev ikke fuldført: "Min kiære unge Hustru befandt sig alt i dette 1730te Aar frugtsommelig, men formedelst en liden hende paakommen Alteration aborterte hun i November Maaned, da Fosteret ikke kunde være uden i 3die Maaned; dog gik det Gud være lovet af uden nogen synderlig Besværlighed, endskiønt hun i samme Tid vovede sig til at bære salig Hr. HANS HENDRICH HINCKELDEYS ældste Søn til Daaben.«

Om forskellige Reparationer, som Apoteker Claus Seidelin foretog paa sin Gaard i 1731 og senere, fortæller han: "Anno 1731 maatte jeg foretage nogen nødvendig Reparation paa min Gaard, som ikke længere kunde opsættes, hvorudi jeg consulerede salig FRITZGER. Jeg lod da Taget nedbryde af 8 Fag Tværhus i Gaarden, som var ikkun Halv-Tag og var forfal¬den, og 4 Fag Hus, som stod derhos; dog længer ind i Baggaarden lod jeg rent nedbryde og af nyt igien opføre i Linie med det andet og lod det alt forsyne med helt Tag. I ligemaade lod jeg alt det gamle Tømmer i den søndre Gavls nederste Etage i det høje Hus, Fodstykker og alt udtage og med nye Fodstykker og andet Egetømmer igien forsyne, lagde og nye Fodstykker i Bryggerset og Gangen og over alt inden i Gaarden; lod og en Fløj med Stang paa hver af de høje Gavle opsætte, efter at de vare reparerede og med nye Fløje, hvorudi mit og min Kones Navne vare udhugne, bleven forsynede, thi de vare nogle Aar tilforn i min salig Faders Tid nedfaldne. Jeg lod og det høje Hus paa adskillige Steder med stærke Jernbaand belægge, med mere, hvilken Reparation kostede mig vist 700 Rd. Siden har jeg Tid efter anden foruden de ordinaires gjort adskillige extraordinaires Reparationer paa Huset, skiønt det ikke meget kunde forslaa, som da jeg lod indrette det lidet Cammer ved Senge-Cammeret til mine Døtre, hvorved Springvandet maatte flyttes, og en ny Skorsten samt 2de nye Bager-Ovne maatte opføres; hernæst da jeg maatte lade Qvisten til Gaden nedbryde og af nyt igien opføre, item da jeg lod hele Husets Udvægge til Gaden og Torvet udspække og med Olie-Farve bemale og den nederste Etage til Gaden overalt med nye Vindever for¬syne, ligesom der og tilforn var sat nye Vindever paa den store Sal, dog med smaa Ruder, item da jeg lod den nederste store Stue betrække [med Tapet el. a.], med mere, som jeg nu ikke erindrer og alene her cursorie anfører for herefter ikke videre at melde om den Materie.«

1736-40 (eller 1737-41) forpagtede Apoteker Claus Seidelin sammen med Købmand JACOB LIND, der 1739 blev gift med Claus Seidelins Plejesøster SARA MARGRETHE HOLM, Hovedgaarden Korselitse 10 km øst for Nykøbing. »Men det vilde ikke saaledes lykkes, at jeg fandt nogen Fordel derved, thi ingen af os forstod ret Avlingen, Gaarden var fraliggende, Bønderne pløjede slet for os, saa vi fik lidet Korn, og desuden var Kornet i de Aar i saa slet Pris, at jeg anno 1738 solgte min Andel af Hvede, Rug og Byg, 50 Tønder af hvert Slags, overhovedet for l Rd. 8 Mk. Tønden, saa at jeg i de første 3 Aar tabte paa min halve Andel 800 Rd. Men sidst i anno 1739 mærkede jeg, at Kornet vilde stige, hvorfor jeg tog min Del af det Aars Grøde, som dog kun var ringe, til mig selv, og derpaa indfaldt den haarde Vinter 1740, hvorefter jeg i Foraaret solgte min Part af Kornet saa vel, at jeg fik al min forrige Skade oprettet, saa jeg hverken vandt eller tabte ved denne Forpagtning, hvilken jeg, da nu Aarene vare ude, quitterede.«

1745 foretog Apoteker Claus Seidelin og hans Hustru en Rejse til København og til hans Broder Sognepræst DAVID SEIDELIN (S. 214) i Gamtofte paa Fyn:
»Anno 1745, efter at jeg nu i 15 Aar ikke havde været i Kiøbenhavn, resolverede jeg at se den engang igien, og at tage min k. Kone med mig for at vise hende allevegne omkring, saavel i som uden om Kiøbenhavn, dernæst og at tage til Fyen for at besøge vore Brødre, helst da vi havde lovet min k. Broder i Gamtofte, at min Kone skulde komme og bære det Barn til Daaben, som hans Kone ventede sig i Barsel-Seng med, saafremt vi saaledes kunde passe Tiden, at det kunde lade sig giøre. Rejsen blev da herefter anstillet, og vort Dessein lykkedes. Vi tog da først til Kiøbenhavn med en Chaise, som vi hertil havde ladet komme fra Kiøbenhavn til Vordingborg, og bleve i Kiøbenhavn l0 a 11 Dage. Et Par Dage efter vor Ankomst kom højst salig Kong CHRISTIAN 6TE ridende over Højbro til Slottet med Husarer for sig og Cavaillerer samt Gardes til Hest efter sig, men selv saa han ud som Dødens Billede, hvilket vi af vort Logiments Vindever, som var ud til Stranden, godt kunde se. Alle gode Venner beviste os da megen Artighed. Min Kones Stif-Fader, Justits-Raad RASMUSSEN sendte hende hver Dag sin Stads-Karet at betjene sig af; han var og selv en Dag med hende paa Kiøbenhavns nye Slot (Christian VI genopbyggede Københavns Slot; det stod færdigt 1741 - og brændte 1795) for at bese nogle af Gemakkerne, endskiønt det kongl. Herskab var paa Slottet, og ved den Lejlighed fik hun at se Kongen med sin Dronning SOPHIA MAGDALENA og Prinsessen af Culmbak at stige til Vogns ved den store Slots-Trappe. Hun var ellers omkring at bese Rosenborg Slot med Guld-Taffelet og alle andre der værende Rariteter og Antiquiteter, saavel Citadellet, Floden, Dokken samt Stadens skiønne Kirker, Gader, Torvet som andet mere. Til Giæst bleve vi indbudne og vel traeterte af [hendes Sted-fader] Justits-Raad RASMUSSEN, [Claus Seidelins Fætter, S. 178] Justits-Raad SEIDELIN, Justits-Raad FISCHER [Byfoged i København, tidligere Amtsforvalter i Nysted], Regimentskvartermester SCHRÖDER (Toldinspektør i København), Hof-Apoteker BECKER [Claus Seidelins tidligere Principal] etc. Fru MÜHLENPHORDT tog og meget kiærlig imod os. Iligemaade lejede vi os paa nogle Dage en Chaise for at bese Hirschholms Slot, Friderichsborgs Slot, Fredensborgs Slot og Helsingør med Cronborg Slot og Fæstning, hvor Commandanten, Hr. General BROCKENHUUS, selv førte min Kone omkring at bese alting, efter at vi først havde spist hos ham til Middag. Derpaa rejste vi da til Fyen med en Leje-Chaise til Corsør, og passerede først Roskilde, hvor vi besaa Kirken og de kongl. Begravelser, siden Ringsted, Slagelse, Corsør og Bæltet, paa hvilket et meget haardt Vejr med Lynel og Torden overfaldt os, til Nyborg og endelig til Odense, hvor vi logerte hos Hr. Biskop CHRISTIAN RAMUS (han havde været gift med Claus Seidelins 4 Aar tidligere afdøde Kusine SOPHIA SEIDELIN) og bleve vel modtagne, og af Hr. Agent v. WESTEN (Claus Seidelins Ungdomsven) en Dag med en skiøn Concert og en prægtig Soupe tillige med en Del andre fornemme Folk regalerede. Men vi vare ikke saa snart komne til Odense, førend der kom Bud fra min k. Broder med Relation, at hans Kone havde gjort Barsel, og med Ordre at forhøre, om vi ikke vare ankomne, saa vi passede Tiden meget lykkeligen, hvorpaa min k. Broders Vogn afhentede os, og min Kone bar Barnet (14. Juli 1745), hvorefter vi i en Ugestid diverterede os hos begge vores k. Brødre, og begav os saa paa Hjemrejsen igien over Faaborg, Svendborg, Tossinge, Rudkiøbing og videre til Lolland og Falster, hvor vi fandt alting vel og havde Aarsag at takke Gud, at os paa denne temmelig lange Rejse intet særdeles Ondt var vederfaret.«
I Juli 1764 afstod Apoteker Claus Seidelin »formedelst tiltagende Alder og Skrøbelighed« sit Apotek med Ejendom til sin Søn HANS SEIDELIN, der derefter var Indehaver af det til kort efter Aarhundredskiftet. Claus Seidelin blev dog boende i Nykøbing til sin Død 18 Aar senere. Først købte han »Mr. KLEINHOLDTS Gaard paa Torvet tæt ved Apoteket for 430 Rd. og 20 Rd. i Douceurs, og deroptil byggede jeg inden i Gaarden 9 smaa Fag Hus til 2de Kamre for mig og salig KAREN (hans ældste datter, død ugift 1770), item til Bryggers, Saltkiælder, Klæde- og Karlekammer. Dernæst kiøbte jeg af Hr. Birke-Dommer KIERULFF de 3 Boder ud til Torvet tæt op til KLEINHOLDTs Gaard, som bestaar af 16 Fag Hus, tillige med 7 Fag inden i Gaarden til Staldrum og Foerlo, samt 34 Skillings Jord i alle 3 Byens Marker for 568 Rd. Iligemaade kiøbte jeg af Mr. HAUENDORPH de 2de Boder ud til Østergaden for 112 Rd.; og endelig som afg. Barberer LASSENS Gaard var for Giæld blevet mig tilhørende, tog jeg den liden Hauge derfra og lagde den til mit Sted. Hernæst rev jeg et faldefærdigt Baghus ned og opbygte paa Pladsen et bredt og højt Hus paa 12 Fag til Lo og Lade, Vognskur og Brænde-Hus, som jeg og føjede til mit Sted, og derved fik et godt beqvemt Sted med godt Gaards-Rum for mig og min k. Hustru at bo udi, efter at jeg havde forsynet KLEINHOLDTs Gaard med nye Vindever af godt Glas ud til Torvet, samt faaet den store Stue betrækt med Voxdug og Værelserne malede, item den ganske Gaard brolagt, med hvad videre Reparation udfordredes, som kostede mig en Haaben; men det kom mig og selv siden vel tilpas, eftersom Gud har behaget at opholde mig ved Live i saa mange Aar derefter, som jeg paa den Tid ikke ventede.« I denne rummelige og vel indrettede Gaard blev Apoteker Claus Seidelin boende til sin Død.

Ligesom sine Forældre lod ogsaa Claus Seidelin foretage forskellige Reparationer i Nykø¬bing Kirke. »Anno 1747 blev Nykiøbings Kirkes store Gang, som min sl. Fader forhen anno 1715 havde ladet renovere, paa ny igien efter min Begiæring hvidtet og malet, Hvælvingen udbedret, det nærmeste Epitaphium ved Choret, som var nedfaldet, igien oprettet, samt Alter-Tavlen, Gitterværket for Choret og Daaben, saavel som de andre Epitaphia rensede og affejede, saa og Knæfalds-Bænken for Alteret beqvemmeligen indrettet, hvilken Reparation med Stellage, efter Kirke-Værgens, Sr. JØRGEN TRUESENS Regning og Qvittering, som findes i mit Chatol, kostede 100 Rd., som jeg og min k. Hustru til Guds Ære med Glæde udgave og anvendte.«

Apoteker Claus Seidelin og hans Hustru stiftede forskellige Legater. Ved Gavebrev af 15. Juli 1779 (»Claus Seidelins Legat«, Fundats af 11. Juni 1784) skænkede de saaledes - af samme Bevæggrunde som hans Fader og Stedmoder og til samme Formaal - til Nykøbing Skole 200 Rd., hvis Renter skulde tildeles en gudfrygtig, fattig og flittig Discipel. Endvidere skænkede han 100 Rd. til Nykøbing Hospital samt 600 Rd. til det af hans Svigermoder byggede "Enkehus" for 4 fattige Enker i Nykøbing F.

Claus Seidelin var nu ved at blive en gammel og svag Mand. Om sine Sygdomme fortæller han: »Jeg har al min Levetid været en Skranting, og jeg har ofte været Dødens Porte meget nær ved mange Anfald af heftige Catarral- og andre Febre. Et svagt Bryst har jeg stedse haft at drages med, og nogle Aar var jeg ilde plaget med et Tilfælde paa min Tunge, at papillulæ nerveæ paa begge Sider af Tungen langt ned i Munden vare stedse svolne og saarede, hvorimod jeg selv først brugte adskilligt, som mig bedst syntes, og siden consulerede Dr. HARN samt nogle berømte Doctores og Chyrurger i Kiøbenhavn, som WOHLERT og SCRÖNHEIDER; men alt, hvad jeg efter deres Raad interne og externe [indvortes og udvortes] brugte, var forgiæves, indtil det omsider af sig selv efterhaanden mere og mere begyndte at aftage. Men Guds almægtige Haand har hidtil immer reddet mig og holdet mig ved Live indtil denne min høje Alder; dog har jeg i mine sidste 10 Leveaar bestandig været meget svagelig og plaget med mange smertefulde Tilfælde som Sten-Smerte, Mictu Cruento [Blod i Vandet], blind Gylden-Aare [ikke-blødende Hæmorroider], Obstruction [Forstoppelse], Bryst-Syge, øjenSvaghed, svolne Fødder og overalt med stor Smerte ved Urinens Afgang med mere, saa jeg nu hverken kan taale at gaa eller kiøre, ja næppe at ligge, men maa næsten sidde bestandig, uden at tale om, at alle Sindets og Legemets Kræfter nu ere rent forsvækkede. Dog behager den gode Gud endnu at opholde mig ved Live, og er saa naadig iblandt at forunde mig nogen Lindring. Han lægge endnu denne Naade til alle de andre, at min k. Hustru maa fremdeles leve med mig og lukke mine øjne, og samle os siden for sin Stol og Trone, der at love og prise ham med alle udvalgte for al hans Barmhjertighed og Trofasthed i den salige Evighed.«

Sine sidste Leveaar benyttede Apoteker Claus Seidelin til at nedskrive sit Levnedsløb. Denne i dansk Litteratur enestaaende farmaceutiske Selvbiografi, der indeholder mange interessante Iagttagelser og livfulde Skildringer, og som delvis er optrykt i Historisk Tidsskrift, 3. Rk. II Bd., 1860-63, S. 261-412, blev i 1915 udgivet i Serien »Memoirer og Breve« af Julius Clausen og P. Fr. Rist under Titlen »Apotheker Claus Seidelins Optegnelser om sit Levned 1702-82.« Manuskriptet til denne Selvbiografi er en lille Bog i Oktavformat paa 286 Sider; efter Claus Seidelins Sønnedattersøn Sognepræst PETER SCHOUGAARDS Ønske skænkede hans 2 Døtre Frøken HANNE SCHOUGAARD og Fru MONICA NEUBERT i November 1906 Apoteker Claus Seidelins Manuskript til Det kongelige Bibliotek i København.

Claus Seidelin døde 16. Maj 1782, 80 Aar gammel, i Nykøbing F., begravet 24. s. M. i Nykøbing Kirkes Kor.

Claus Seidelin og hans Hustru havde faaet kongelig Bevilling af 1. Oktober 1751 til, at hun efter hans Død maatte skifte med Samfrænder, og at han efter hendes Død maatte sidde i uskiftet Bo, saa længe han ikke indgik nyt Ægteskab.

Samfrændeskiftet efter Apoteker Claus Seidelin fandt Sted i Nykøbing F. den 16. Juli 1783. Af hans 11 Børn var de 9 døde før han. Arvingerne var Enken og de 2 Sønner Sognepræst BERTHEL SEIDELIN i Slemminge og Fjelde paa Lolland og Apoteker HANS SEIDELIN i Nykøbing F. samt den tidligere afdøde Datter MAREN SOPHIE SEIDELINS i Ægteskab med Apoteker i Nakskov GEORG JESSEN avlede 3 Børn: CLAUS SEIDELIN JESSEN (siden Apoteker i Nakskov), ELISABETH CATHARINA JESSEN og GEORG JESSEN. Enkens Lavværge var hendes Broder Etatsraad og Landsdommer JØRGEN WICHFELD til Engestofte.
Claus Seidelins Ejendomme, der ialt vurderedes til 2.620 Rd., var: »den iboende Gaard (1.200 Rd.) 2de Vænger i Nykøbings Strand Mark, Vænget ved Byens øster-Vold tillige med det lidet Vænge i Humle-Strædet, 3 Jorder og l Eng, et Hus, som Madame SCHVEIMAR be¬boede i Østergade, Haven i Østergade og et Hus i Badstebrostrædet.«
I alt opgjordes Boets samlede Værdi til det anselige Beløb 30.140 Rd. Boets Udgift beløb sig til 8.657 Rd., hvoriblandt de 600 Rd. til Enkehuset i Nykøbing, 200 Rd. til Nykøbing latinske Skole og 100 Rd. til Nykøbing Hospital. Af de 21.482 Rd., der saaledes blev tilbage til Skifte mellem Arvingerne, arvede Enken den ene Halvdel samt en Broderlod, ialt 13.809 Rd., Sønnerne BERTHEL og HANS SEIDELIN hver en Broderlod paa 3.068 Rd., og Apoteker JESSENS Børn en Søsterlod paa 1.534 Rd., hvoraf 2 Femtedele til hver af Sønnerne og l Femtedel til Datteren. Ved samme Lejlighed udbetaltes de i Claus Seidelins Stedmoder MAREN HOVS Testamente af 1735 (S. 130) nævnte 4.300 Rd., hvoraf l Trediedel (1.433 Rd.) til BER¬THEL SEIDELIN, l Trediedel til HANS SEIDELIN, og den sidste Trediedel fordeltes med 2 Femtedele til hver af deres 2 Søstersønner og den sidste Femtedel til Søsterdatteren.

Claus Seidelin blev gift den 18. Juli 1730 i Brudens Forældres Hus i Nykøbing F. med ELISABETH CATHARINA WICHMAND, * (21. Maj) 1713, døbt 21. August s. A. i Nykøbing F. Datter af BERTHEL WICHMAND (* Februar 1677, døbt 11. Februar i St. Knuds Kirke i Odense. Købmand i Nykøbing F. 1727 Ejer af Engestofte Gods paa Lolland.

Berthel Wichmand blev gift 1707. Han havde 19 eller 21 Børn. Død 1732, begravet 27. Oktober i Nykøbing F., 55 Aar og 8 Maaneder gammel) og Hustru BODEL CATHARINA FROM (* c. 1690, død 1760 efter langvarig Svaghed, bisat 20. Oktober i Maribo Kirkes Kor, førtes 22. eller 21. s. M. til Nykøbing F. - Hun blev gift 2. gang 9. Marts 1735 paa Engestofte med Assessor i Højesteret, Justitsraad, senere Konferensraad, RASMUS RASMUSSEN, * c. 1680, død 1753, begravet 26. Januar i Roskilde Domkirke).

Elisabeth Catharina Wichmands Fader var meget velhavende og almindelig afholdt paa Grund af sin Redelighed og sin Gavmildhed. Ved Samfrændeskifte efter ham 6. September 1734 fik hans Sønner 1.000 Rd. i Arv hver, hans Døtre 500 Rd. hver. Elisabeth Catharina Wichmands Moders andet Ægteskab var meget ulykkeligt. For at betale sin Mands Gæld maatte hun kort Tid efter Brylluppet sælge sit bedste Sølv og skaffe c. 6.500 Rd., saa at de kom til at sidde i ret trange Kaar. Hun fik dog sine Børn godt i Vej, og det lykkedes hende endogsaa at efterlade dem en pæn Arv. Hun - Konferensraadinde RASMUSSEN - var en from og gudfrygtig Kvinde. Hun stiftede 1734 et Hospital i Engestofte By og prydede Kirken. Endvidere lod hun opføre den Enkebolig i Lille Kirkestræde i Nykøbing F., som senere kaldtes Det Wichfeldske Enkehus, og som nu bestaar af en af Kammerherre, Oberstløjtnant HENNING WICHFELD til Stamhuset Engestofte (* 1767, død 1846) opført Bygning med Fribolig til 4 Enker eller ugifte Kvinder af den Wichfeldske Familie eller Embedsmandsdøtre fra Stiftet. Efter at hun var blevet Enke anden Gang, »havde hun ingen større Fornøjelse end den at opdrage sit Sind fra de jordiske og huslige Sorger, og i Samtale og Brevveksling med opvakte Sjæle at styrke sig i sin Forløsers Kundskab.«

Apoteker Claus Seidelin omtaler sin Hustru som »en gudfrygtig, dydig, tugtig, yndig, munter og huslig Ægtefælle«, og han udtaler flere Gange i sin Selvbiografi det Haab, at »Gud er saa naadig at lade hende fremdeles leve med mig og lukke mine øjne.« Dette Haab opfyldtes, idet hun, der var 11 Aar yngre end han, overlevede ham i 18 Aar. Han døde knap 2 Aar efter deres Guldbryllup.
Claus Seidelin fortæller, at 1739 »blev min k. Hustru angrebet af en fatal Quartan-Feber, hvilken, endskiønt den iblandt ved Medicamenter blev stillet, dog immer med nye Recidiver holdt hende hele Vinteren og ud paa følgende Sommer, saa at hun maatte bruge 14 Potter China-Vin derfor, og Feberen redte hende til sidst med Gul-Sot, Sort-Sot og svolne Ben saa¬ledes til, at jeg ikke uden med et beklemt Hjerte og taarefulde øjne kunde anse hende, og derhos anraabe Gud som den bedste Læge om hendes Conservation for mig og vore Børn, som han og naadigst bønhørte, thi da min Kone tillige lavede til Barsel og til Foraaret blev forløst, tog Feberen og de dermed følgende Tilfælde saaledes af, at den endelig ved gelinde Midler lod sig rent fordrive.« - 9 Aar senere skriver Claus Seidelin: »I dette Aar [1748] paakom mig den Sorrig, at min k. Hustru blev meget skrøbelig for mig saavel paa Legemet som især paa Sindet, da hende var paakommen saadan Angst og Forskrækkelse i Blodet, at hun hvert Øjeblik frygtede for et Slag og derved Døden. Hun blev vel et Par Gange aareladt og andre tjenlige Raad brugte, men uden Nytte, indtil hun omsider ved Guds Naade og de salig afdøde gode Venners, nemlig Hr. Provst FLINDT, Hr. Magister JOENSEN og Hr. BURSERUS, deres trøstelige Tiltale efterhaanden kom til Sindets Rolighed og Legemets Helbred igien. Siden har hun ofte været angrebet af et og andet langtvarigt og vanskeligt Tilfælde, som flydende øjen og Øren, Modersmerte etc.; men i Besynderlighed Anno 1760, da det var mod Tiden, at Menses vilde ophøre, blev hun næsten ½ Aar bestandig og daglig plaget med et stærkt Profluvio Mensium [Blødning fra Livmoderen], at man maatte undre sig over, at hun kunde gaa det igiennem, men ved hendes gode Natur udfriede Gud hende naadelig af alle disse Tilfælde, og ved samme hendes lykkelige Constitution og Legems-BeskafIenhed har hun næsten al Tid temmelig let og snart kunnet overvinde alt, hvad som hende saavel indvortes som udvortes er paakommet, undtagen Hovedets Skrøbelighed, hvor Nerverne ere og altid have været svage.«

Elisabeth Catharina Wichmand døde den 6. Maj 1800 i Nykøbing F., begravet 14. s. M.

Forsegling af hendes Bo fandt Sted paa hendes Dødsdag. Boet overlodes i øvrigt til privat Skifte, hvorfor Skiftet ikke er indført i Nykøbings Skifteprotokol. Arvingerne var de samme som efter hendes 18 Aar tidligere afdøde Mand, nemlig Sønnerne Sognepræst BERTHEL SEIDELIN og Apoteker HANS SEIDELIN, samt hendes afdøde Datters 3 Børn CLAUS SEIDELIN JESSEN og GEORG JESSEN samt Datteren ELISABETH CATHARINA JESSEN, gift med Sognepræst CHRISTIAN GOTTLIEB SCHLEGEL i Karleby paa Lolland.
Af Apoteker Claus Seidelins 11 Børn døde de 5 smaa, og l Datter døde 17 Aar gammel.
De 3 ovenfor nævnte, Sønnerne Sognepræst BERTHEL SEIDELIN og Apoteker HANS SEIDELIN samt Datteren MAREN SOPHIE SEIDELIN, gift med Apoteker GEORG JESSEN, var de eneste af de 11, der fik nogen Børn. Claus Seidelins 2 ældste Børn var den meget svagelige Datter KAREN, der boede hjemme lige til sin Død 38 Aar gammel, samt Sønnen FRIDERICH SEIDELIN (Dr. med.), der voldte sine Forældre uendelig megen Sorg, saa at hans Død, da han var 42 Aar gammel, kom som en Befrielse for dem.

Claus blev gift med Elisabeth Catharine Wichmand. Elisabeth (datter af Berthel Wichmand og Bodil Catharina From) blev født den 21 maj 1713 i Nykøbing F., Falster Sønder, Maribo; blev døbt den 21. aug. 1713 i Nykøbing F.; døde den 6 maj 1800 i Nykøbing F., Falster Sønder, Maribo. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Fra Den Seidelinske Slægtsbog, udarbejdet af Mogens Seidelin, citeres:

ELISABETH CATHARINA WICHMAND blev gift den 18. Juli 1730 i Brudens Forældres Hus i Nykøbing F. med Claus Seidelin, * 26 januar 1702, døbt 29. januar s. A. i Nykøbing F. Hun var Datter af BERTHEL WICHMAND (* Februar 1677, døbt 11. Februar i St. Knuds Kirke i Odense. Købmand i Nykøbing F. 1727 Ejer af Engestofte Gods paa Lolland.

Berthel Wichmand blev gift 1707. Han havde 19 eller 21 Børn. Død 1732, begravet 27. Oktober i Nykøbing F., 55 Aar og 8 Maaneder gammel) og Hustru BODEL CATHARINA FROM (* c. 1690, død 1760 efter langvarig Svaghed, bisat 20. Oktober i Maribo Kirkes Kor, førtes 22. eller 21. s. M. til Nykøbing F. - Hun blev gift 2. gang 9. Marts 1735 paa Engestofte med Assessor i Højesteret, Justitsraad, senere Konferensraad, RASMUS RASMUSSEN, * c. 1680, død 1753, begravet 26. Januar i Roskilde Domkirke).

Elisabeth Catharina Wichmands Fader var meget velhavende og almindelig afholdt paa Grund af sin Redelighed og sin Gavmildhed. Ved Samfrændeskifte efter ham 6. September 1734 fik hans Sønner 1.000 Rd. i Arv hver, hans Døtre 500 Rd. hver. Elisabeth Catharina Wichmands Moders andet Ægteskab var meget ulykkeligt. For at betale sin Mands Gæld maatte hun kort Tid efter Brylluppet sælge sit bedste Sølv og skaffe c. 6.500 Rd., saa at de kom til at sidde i ret trange Kaar. Hun fik dog sine Børn godt i Vej, og det lykkedes hende endogsaa at efterlade dem en pæn Arv. Hun - Konferensraadinde RASMUSSEN - var en from og gudfrygtig Kvinde. Hun stiftede 1734 et Hospital i Engestofte By og prydede Kirken. Endvidere lod hun opføre den Enkebolig i Lille Kirkestræde i Nykøbing F., som senere kaldtes Det Wichfeldske Enkehus, og som nu bestaar af en af Kammerherre, Oberstløjtnant HENNING WICHFELD til Stamhuset Engestofte (* 1767, død 1846) opført Bygning med Fribolig til 4 Enker eller ugifte Kvinder af den Wichfeldske Familie eller Embedsmandsdøtre fra Stiftet. Efter at hun var blevet Enke anden Gang, »havde hun ingen større Fornøjelse end den at opdrage sit Sind fra de jordiske og huslige Sorger, og i Samtale og Brevveksling med opvakte Sjæle at styrke sig i sin Forløsers Kundskab.«

Apoteker Claus Seidelin omtaler sin Hustru som »en gudfrygtig, dydig, tugtig, yndig, munter og huslig Ægtefælle«, og han udtaler flere Gange i sin Selvbiografi det Haab, at »Gud er saa naadig at lade hende fremdeles leve med mig og lukke mine øjne.« Dette Haab opfyldtes, idet hun, der var 11 Aar yngre end han, overlevede ham i 18 Aar. Han døde knap 2 Aar efter deres Guldbryllup.
Claus Seidelin fortæller, at 1739 »blev min k. Hustru angrebet af en fatal Quartan-Feber, hvilken, endskiønt den iblandt ved Medicamenter blev stillet, dog immer med nye Recidiver holdt hende hele Vinteren og ud paa følgende Sommer, saa at hun maatte bruge 14 Potter China-Vin derfor, og Feberen redte hende til sidst med Gul-Sot, Sort-Sot og svolne Ben saa¬ledes til, at jeg ikke uden med et beklemt Hjerte og taarefulde øjne kunde anse hende, og derhos anraabe Gud som den bedste Læge om hendes Conservation for mig og vore Børn, som han og naadigst bønhørte, thi da min Kone tillige lavede til Barsel og til Foraaret blev forløst, tog Feberen og de dermed følgende Tilfælde saaledes af, at den endelig ved gelinde Midler lod sig rent fordrive.« - 9 Aar senere skriver Claus Seidelin: »I dette Aar [1748] paakom mig den Sorrig, at min k. Hustru blev meget skrøbelig for mig saavel paa Legemet som især paa Sindet, da hende var paakommen saadan Angst og Forskrækkelse i Blodet, at hun hvert Øjeblik frygtede for et Slag og derved Døden. Hun blev vel et Par Gange aareladt og andre tjenlige Raad brugte, men uden Nytte, indtil hun omsider ved Guds Naade og de salig afdøde gode Venners, nemlig Hr. Provst FLINDT, Hr. Magister JOENSEN og Hr. BURSERUS, deres trøstelige Tiltale efterhaanden kom til Sindets Rolighed og Legemets Helbred igien. Siden har hun ofte været angrebet af et og andet langtvarigt og vanskeligt Tilfælde, som flydende øjen og Øren, Modersmerte etc.; men i Besynderlighed Anno 1760, da det var mod Tiden, at Menses vilde ophøre, blev hun næsten ½ Aar bestandig og daglig plaget med et stærkt Profluvio Mensium [Blødning fra Livmoderen], at man maatte undre sig over, at hun kunde gaa det igiennem, men ved hendes gode Natur udfriede Gud hende naadelig af alle disse Tilfælde, og ved samme hendes lykkelige Constitution og Legems-BeskafIenhed har hun næsten al Tid temmelig let og snart kunnet overvinde alt, hvad som hende saavel indvortes som udvortes er paakommet, undtagen Hovedets Skrøbelighed, hvor Nerverne ere og altid have været svage.«

Elisabeth Catharina Wichmand døde den 6. Maj 1800 i Nykøbing F., begravet 14. s. M.

Forsegling af hendes Bo fandt Sted paa hendes Dødsdag. Boet overlodes i øvrigt til privat Skifte, hvorfor Skiftet ikke er indført i Nykøbings Skifteprotokol. Arvingerne var de samme som efter hendes 18 Aar tidligere afdøde Mand, nemlig Sønnerne Sognepræst BERTHEL SEIDELIN og Apoteker HANS SEIDELIN, samt hendes afdøde Datters 3 Børn CLAUS SEIDELIN JESSEN og GEORG JESSEN samt Datteren ELISABETH CATHARINA JESSEN, gift med Sognepræst CHRISTIAN GOTTLIEB SCHLEGEL i Karleby paa Lolland.
Af Apoteker Claus Seidelins 11 Børn døde de 5 smaa, og l Datter døde 17 Aar gammel.
De 3 ovenfor nævnte, Sønnerne Sognepræst BERTHEL SEIDELIN og Apoteker HANS SEIDELIN samt Datteren MAREN SOPHIE SEIDELIN, gift med Apoteker GEORG JESSEN, var de eneste af de 11, der fik nogen Børn. Claus Seidelins 2 ældste Børn var den meget svagelige Datter KAREN, der boede hjemme lige til sin Død 38 Aar gammel, samt Sønnen FRIDERICH SEIDELIN (Dr. med.), der voldte sine Forældre uendelig megen Sorg, saa at hans Død, da han var 42 Aar gammel, kom som en Befrielse for dem.

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Apoteker i Nykøbing Falster.

Notater:

Fra Den Seidelinske Slægtsbog, udarbejdet af Mogens Seidelin, citeres:

22. d. FRIDERICH SEIDELIN (i Daabsprotokollen: FRIDERIC), * 7. Januar 1667, døbt 13. Januar i Holmens Kirke, København. Fadderne var Danmarks Konge FREDERIK III (»Fridericus III Rex Daniae«), Kansler PEDER REEDTZ, den bekendte Rigsadmiral HENRIK BIELKE, Barnets Mormoder »GEDSKE Salig Magister DAVIDS« (S. 76), Københavns Borgmester, Præsident HANS NANSENS Hustru SOPHIE HANSDATTER, Proviantskriver paa Københavns Slot HANS HANSENS Hustru ABEL CATHRINE (Stifterinde af Abel Cathrines Stiftelse).

Apoteker i Nykøbing F., død 1729.

Friderich Seidelin var knap 1½ Aar gammel, da hans Fader døde, efterladende sig Enke med 5 Børn, af hvilke Friderich var den næst yngste. Friderich Seidelin skriver i sin Selvbiografi, at hans Moder har »Udi sin Enkestand christeligen og vel optugtet os og flittig holdet os i Skole hos privatos Præceptores, at vi i Tide til Gudsfrygt og skikkelige Sæder kunde vænnes, for hvilken store Velgierning imod os Gud være hendes evige Løn!«

Efter 10 Aars Enkestand indgik Moderen, SOPHIA DAVIDSDATTER, 1678 Ægteskab med Silkekræmmer CLAUS IVERSEN (S. 73), hvis anden Hustru MEGTELE VILLUMSDATTER FUIREN var død Aaret før. SOPHIA DAVIDSDATTER og CLAUS IVERSEN havde nu en større Børneflok, idet hun fra sit Ægteskab med Provst HANS SEIDELIN medbragte 5 Børn i Alderen fra 16 til 10 Aar, nemlig DAVID og LISABETH, der begge døde c. 22 Aar gl. 6-7 Aar senere, den yngste, GIEDSKE, der døde 11 Aar gl., samt de 2 Drenge HANS og FRIDERICH SEIDELIN paa 12 og 11 Aar, og CLAUS IVERSEN havde 6 Børn, nemlig l Søn af sit første Ægteskab, og af sit andet Ægteskab med MEGTELE FUIREN 3 Drenge fra 9 til 6 Aar og 2 Piger paa c. 5 og c. 3 Aar; disse 2 sidstnævnte, DRUDE og KAREN CLAUSDATTER, blev siden gift med deres 2 Plejebrødre HANS og FRIDERICH SEIDELIN.

Samme Aar - 1678 - blev Friderich Seidelin sat i Helsingør Latinskole. I Helsingør boede han hos sin Mormoder, GEDSKE FREDERIKSDATTER, Provst DAVID CHRISTENSENS Enke. Han blev sat i tredie Lektie, og Aaret efter i fjerde; samme Aar blev han atter kaldt hjem og derefter undervist privat i sine Forældres Hus indtil 1682, da hans Forældre syntes, det var Tid, at han selv fortjente sit Brød, »og som deres Tanker henfaldt til at lade mig lære Apoteker Professionen, hvormed jeg efter Skyldighed vel var fornøjet, blev der talt med den Kongl. Hof og Rejse Apoteker Sr. JOHANN GOTTFRIED BECKER« paa Elefant-Apoteket paa Købmagergade. Hos denne, »min kiære Husbonde«, var Friderich Seidelin i Tjeneste som Dreng fra 2. August 1682-1. Januar 1689, og derefter som Svend til henimod Paaske 1689. Han begav sig da ud paa en Rejse til Lübeck, Hamborg og Leipzig, hvor han antog en Kondition, som tilbødes ham hos den kurfyrstelige Hof-Apoteker ANDREAS GOTTLIEB ELTZ i Halberstadt; 1690-91 var han hos Raads-Apoteker CHRISTOFF FRIDERICH WOLFF i Naumburg og antog derefter en god Kondition, som blev ham tilbudt hos Apoteker CHRISTIAN BIELER) "udi den frie Rigs Stad Regensborg". Skønt han gerne vilde være blevet her noget længere, forlod han dog Regensburg, da han fik Tilbud om Kondition hos »den berømmelige Mand LORENTZ CANUTNIS LEINKER, Raadmand og Apoteker udi den vidtberømte fri Rigs Stad Nürnberg«. Først foretog han dog en Rejse til Augsburg, München, Straubing, Passau, Linz, Wien og siden derfra igennem Mähren til Prag i Böhmen og derfra til Nürnberg, »saa at den Rejse fra Regensburg til Nürnberg, som ellers kan aflægges med 13 Mile, blev af Lyst til at bese ovenbenævnte skiønne Stæder af mig ikke ringere end paa 166 Mile aflagt.« Her opholdt han sig i LEINKERS Apotek næsten et Aars Tid, »og havde jeg det ej heller saa snart kvitteret, dersom jeg ikke efter mine kiære Venners Villie havde maattet resolvere igien at begive mig paa Hjemrejsen til Kiøbenhavn, hvorved tillige det faste Forsæt, som jeg havde fattet, at giøre en Rejse til Italien, gik tilbage.« 18. Februar 1693 paabegyndte han Hjemrejsen gennem Erlangen, Forchheim, Bamberg, Coburg, Neustadt, Judenbach, Gräfenthal, Saalfeld, Rudolfstadt, Kahla, Jena, Naumburg, Weissenfels og Lützen til Leipzig; videre herfra gennem Wurzen, Oschatz og Meissen til Dresden, hvor han besaa, »hvad rart paa Slottet, udi Kunstkammeret, Stalden eller Rystkammeret, Tøjhuset og de skiønne Haver befandtes.« Han rejste derefter gennem Grossenhain, Wittenberg og Beelitz til Berlin; her besaa han »alt hvad rart og curieust i den kurfyrstelige Residens befandtes, saa og den prægtige Stald eller Rystkammer, den herlige Have med overmaade skiønne Grotteværk, iligemaade nogle Gange set den regerende Kurfyrste med sine Herrer Brødre holde Taffel. Saa hændte det sig og der, at Kurprinsessen den Gang første Gang communicerede og før Communionen offentlig udi Domkirken for Hr. COCHIO udi mere end 2000 Menneskers Præsence aflagde sin Tros Bekien¬delse.« Derefter rejste han »med den Brandenborger Post« igen¬nem Marwitz, Fehrbellin, Manker, Kyritz, Perleberg, Gra¬bow og Hagenow til Hamburg, hvorfra han efter en Uges Op¬hold der »i Compagni med en Kiøbmand af Stockholm rejste til den fyrstelige Gottorfske Residens Schleswig, derfra til Flensborg, Haderslev, over det lille Bælt, igiennem Assens, Odense og Nyborg, over det store Bælt, igiennem Korsør, Slagelse, Ringsted, Roschilde, hvor jeg besaa de Kongelige Begravelser, derfra 'til Kiøbenhavn, hvor da denne min første Ud- og Hjemrejse lykkelig, Gud være æret, tog sin Ende.«
Hans Venner havde kaldt ham hjem, for at han skulde faa et Apotek i København; da dette imidlertid ikke blev til noget, besluttede han atter at rejse til Udlandet, og drog da den 5. April 1694 fra København med Skib, sejlede forbi Møen og Bornholm og kom den 8. April »for Anker paa den Dantziger Reede«, om Eftermiddagen gik de ind til Danzig med en Trækskøjte, og 2 Dage senere tiltraadte Friderich Seidelin sin Kondition hos »den Kongelige Polske Apoteker JOHANN HINRICH VON HILDEN«. Om Vinteren foretog han herfra en lille Rejse paa Slæde til den smukke, 3 Mil fra Danzig beliggende Fæstning Elbing og derfra til Marienburg i Preussen. Efter l½ Aars Ophold i Danzig kaldte hans Venner ham atter hjem, og skønt han gerne vilde være blevet der længere, sejlede han da derfra den 22. Oktober 1695 og ankom 5 Dage senere til København.

3. Oktober 1696 rejste Friderich Seidelin til Odense efter Opfordring af Ejeren af LøveApoteket i Odense, JACOB GOTTFRIED BECKER, - Broder til Hofapoteker JOHAN GOTTFRIED BECKER i København, hos hvem Friderich Seidelin som nævnt havde lært Apotekerkunsten - »for at afhandle hans Apotek«, »men som jeg udi 16 Uger ikke kunde komme til Endelighed med ham derom, rejste jeg tilbage og kom d. 26. Januarii 1697 atter hjem igien.«
1697 foretog Friderich Seidelin en 6 Ugers Lystrejse til Hamborg i Maj og Juni; nogle Maaneder derefter bad hans tidligere Husbonde, Hofapoteker JOHAN GOTTFRIED BECKER paa Elefant-Apoteket i København ham atter »træde udi hans Officin igien, hvilket jeg i Henseende til hans altid imod mig beviste Gunst og Godhed imod mig accepterede, og saa godt som en Provisor forestod hans Apotek paa halvandet Aars Tid.«
Nu nærmede sig Tiden, da Friderich Seidelin omsider skulde faa sit eget Apotek. Kgl. Livmedicus, Doktor JOHANN JUSTUS BÖHME tilbød ham sit Apotek og Gaard i Nykøbing F. til Købs, »og efter at jeg Stedet havde beset, og vi var blevet forenede, udstod jeg som en Apoteker .. Examen, .. og da jeg havde bekommet en meget berømmelig Censur og Attest om min Capacitet, bekom jeg d. 9. Maj 1699 hans Kongl. Majst.s allernaadigste Privilegium paa at være alene Apoteker udi Nykøbing i Falster, hvorhen jeg mig i Jesu Navn i samme Maaned forføjede. - Den allerhøjeste Gud, som paa alle mine Rejser altid havde sit øje over mig til det gode og paa denne lange Besværlighed gjorde en ønskelig og god Forandring, hans allerhelligste Navn være herfor lovet og priset i Evighed. Den samme trofaste gode og barmhjertige Gud giøre for sin elskelige Søns min Broders og Frelseres Jesu Christi Skyld ogsaa engang, efter sin behagelige Villie, en glædelig og salig Ende og Udgang paa min jordiske Vandring, og hjælpe mig til Guds Børns herlige Frihed i Himmerig, at jeg der med alle Guds Udvalgte maa love og prise hannem i Evighed for al bevist uforskyldte Naade og Barmhjertighed. Amen i Jesu Navn Amen!«
Apoteker Friderich Seidelin var nu Indehaver af Apoteket i Nykøbing F. fra 1699, og indtil hans Søn CLAUS SEIDELIN overtog det i April 1729, Dagen (eller faa Dage) før Faderens Død. 1764 overdrog CLAUS SEIDELIN sin Søn HANS SEIDELIN Apoteket, der var i Slægtens Eje i hele det 18. Aarhundrede (1699 - c. 1805).
»Samme Aar, efter at jeg havde antrædet mit Apoteke og egen Husholdning, resolverede jeg i Guds Navn til at begive mig i Ægteskab, og efter Guds Paakaldelse blev mit Hjerte bøjet med en oprigtig Kiærlighed til min Salige Stiffaders efterladte yngste Daatter, Jomfru KAREN CLAUSDAATTER, og der jeg hende af fælles Venner havde begiæret til Ægte, og erholdt alle vedkommendes Consens, stod vores Bryllup i min kiære Moders Hus i Kiøbenhavn Anno 1699 d. 29. Aug. i en lyksalig Time. Gud give den og maa geraade til begges vores Salighed. Iblandt de jordiske og legemlige Velgierninger, som Gud saa naadelig og rigelig har begavet mig med, agter jeg denne for den største, at Gud til en Medhjælpere og Ægtefælle beskiærede mig saadan et ejegodt, gudfrygtig, dydig og sagtmodig Menneske, der med hendes ærlige og yndige Omgiængelse mangen Gang haver glædet mig og givet Anledning til at takke Gud for sin Godhed i denne Post, ja endog med sin Fromhed og Belevenhed formildet mange fortrydelige Tilfælde i Husholdningen, for hvilken hendes ærlige og kiærlige Omgiængelse Gud velsigne hende med timelig og evig Lykke og Salighed.«
1700 ansøgte Apoteker Friderich Seidelin Kongen om at faa Frihed for Indkvarteringsskat indført i sin Bevilling, hvilket bevilgedes ham; men da Magistraten kun vilde fritage ham derfor af selve Apotekernæringen, men ikke af hans Ejendom og øvrige Indkomster, ansøgte han 1701 om, at Friheden for denne Afgift maatte gælde baade for Næring og Ejendom, da hans Formænd i Embedet havde været ganske fritaget derfor; 23. September fik han kgl. Bevilling til at nyde samme Frihed som sine Forgængere.
Han havde som Forgængerne Forpligtelse til at levere Medicin etc. til Hoffet, naar det opholdt sig paa Nykøbing Slot, og modtog som Vederlag herfor en aarlig Udvisning af 10 Læs Brænde. Christian V's Enkedronning CHARLOTTE AMALIE benyttede i nogle Aar Slottet som Sommerresidens; Apoteker Fr. Seidelin maatte da levere Medikamenter saavel til Hendes Majestæt som til hendes Hofstat.

18. Oktober 1712 døde Apoteker Fr. Seidelins første Hustru fra Manden og 5 Børn, af hvilke det ældste Barn var 11 ½ Aar, det yngste 9 Dage gammel. Sønnen CLAUS SEIDELIN fortæller i sine »Optegnelser om sit Levned« om Moderens Død:
»Anno 1712 d. 18. Octobr. behagede Gud efter sit alviise Raad ved en Salig Død at bort¬kalde min gudfrygtige og fromme Moder KAREN CLAUS-DATTER udi Barsel-Seng med min yngste Søster fra denne møjsommelige Verden til sit himmelske Riges Glæde og Herlighed, min Sl. Fader, mig og min ældste Broder til største Sorrig og Bedrøvelse, thi ingen af mine andre Sødskende kunde endnu synderlig skiønne derpaa. Min Sl. Fader var snart utrøstelig, han indesluttede sig i 2de Dage for at give sine Taarer frie Løb over det store Tab, han havde gjort, og vilde hverken æde eller drikke eller tale med nogen Mennesker, indtil han dog ved vore Præsters og andre gode Venners Besøgeise og trøstelige Tiltale igien maatte forlade sit Fængsel, vel vidende, at det var hans Pligt at finde sig i Guds hellige Villie, og at det paalaa ham at befordre sin Salige Afdødes Levninger til deres Hvilested, hvilket han og siden med desmere Flid besørgede, og lod dem ved en meget hæderlig Ligbegiængelse nedsætte udi sin Begravelse i Nykiøbings Kirkes Chor, som han ikke længe tilforn havde tilkiøbt sig. Han udvalgte selv Texten til Lig-Prædikenen saa vel som Ordene til Indgang dertil, begiærede og siden Prædikenen af Mag. ZIMMER beskreven, som og endnu vil findes iblandt den Bog-Samling, 'jeg efterlod paa Apoteket ved min Flytning.«
Friderich Seidelin fortæller selv - i sin Selvbiografi - om sin første Hustrus Død:
»Anno 1712 d. 18. Octobr. behagede det Gud ved en sagte og salig Død fra denne jordiske Møjsommelighed til sit evige Riges Herlighed og Glæde at bortkalde min gode Salige Kiæreste, efter at hun paa 7 Dages Tid af en hitzig Feber havde været angrebet. Ottende Dagen derefter, som var d. 25. dito, blev hun christeligen og hæderligen, som hun vel havde fortjent, til sit Sovekammer og Hvilested her i Choret i Nykøbings Kirke bestædiget, og blev i hendes Ligbegiængelse af Hr. Magister GREGORIO ZIMMER efter Begiæring forklaret af Propheteus Malachiæ tredie Capitel det 16., 17. og 18. Vers, og til Exordio af Mathæi Evangelii Bogs femte Capitel det 7. og 8de Vers.
Hun var sandelig et ret gudfrygtig, dydig, sagtmodig og ejegodt Menneske, hvorfor hun efterlod hos mig og mine Børn des større Aarsag til Hjertesorg og Græmmelse over hendes saa hastige Fraskillelse. Formedelst hendes ærlige og oprigtige Omgiængelse og Vandring her i Verden havde hun forhvervet sig alle retsindige Guds Børns Affection her i Byen, og end skiønt Dyden selv ikke behager alle, saa fandtes der dog ingen, som havde Mishag til hende. Det fejlede hende ikke paa en salig Afsked fra Verden, thi hun forlod dette dødelige Legemes skrøbelige Hytte med et utvivlagtigt Haab i stor Klarhed og Herlighed engang at paatage sig den igien, hun skiltes fra Verden som Jesu Christi Brud, som den hellig Aands Tempel, hun forvexlede Krigen og Striden med den evige Fred og salige Hvile i Himmelen, Synden med Hellighed, Bedrøvelse med Glæde, Suk og Sorrig med Fryde Skrig, Skam med Ære, forfængeligt Væsen med den salige Evighed; hun foer herfra, kronet med Guds Naade, indesluttet i Jesu Christi Kiærlighed, opfyldt med den hellig Aands Trøst, ledsaget af Englene, og forsikret om den evige og herlige Arv, hende er henlagt i Himmelen. Saa far da vel, du Salige Sjæl, og nyd den Glæde og Ære for Guds Ansigt, Stol og Trone, som Gud har beredt alle Udvalgte og Troende i Evighed! Hav Tak, ja hav Tusind Tak for din ærlige og kiærlige Omgiængelse med mig her i Verden, for din Flid og Troskab i Husholdningen, for din idelige og uafladelige Omsorg og Hjælp til vores Børns gudelige Optugtelse. Ach! at det havde behaget Gud at forlænge dine Dage, at jeg ikke med saa stor Hjertesorg skulde oplevet din Fraskillelse,. dog jeg misunder dig ikke din Glæde, men haaber, at du kun paa en liden Tid er borttagen fra mig, at jeg med des større Glæde igien skal finde dig. Jeg har ladet dig fare med Sorg og Bedrøvelse, men jeg skal finde dig for vor Guds Ansigt, med evig Glæde og Fornøjelse. Gud imidlertid t:r:øste mig og mine Børn med sin hellig Aands kraftige Trøst for Jesu Christi Skyld. Amen!«
Selvom Tabet af Hustruen saaledes var et meget håardt Slag for Friderich Seidelin, begyndte han dog snart at se sig om efter en ny Moder til sine 5 Børn og var inden Etaarsdagen for Hustruens Død paa ny indtraadt i Ægtestanden. Om hans Forberedelser til sit nye Ægteskab fortæller Sønnen CLAUS SEIDELIN:
»Min Sl. Fader maatte for hans uopfødte Børns Skyld Anno 1714 [skal være 1712 eller 1713] tænke paa at opsøge sig en Ægtefælle igien, hvortil Madame Sl. Apoteker SCHARFFENBERGS i Kiøbenhavn blev ham af hans k[iære] Broder foreslagen, ligesom hans Broder og ved andet Giftermaal havde ægtet Hof Apoteker JOHAN GOTTFRIED BECKERS Enke [S. 120]. Det var og kommet saa vidt med den Sag, at min Sl. Fader rejste til Kiøbenhavn for at holde Ja-Ord med hende. Deres første Samling herom var og meget kiærlig, men siden maa der dog være kommet noget imellem, saa der intet blev af. Ventelig har Betragtningen af at se den Samling af saa mange Børn paa begge Sider gjort Hindring herudi. Hvorfor han og strax opsøgte sig en anden, som var en Jomfru paa 30 Aar, ved Navn MAREN HOV, en Datter og ældst Datter af Hr. Provst JENS Hov udi Lynge, Frederiksborgs Herred, og Moderen var Confessionarii LETHS Datter.«
Friderich Seidelin beretter selv intet om sit paatænkte Giftermaal med Apoteker SCHARFFENBERGS Enke, men fortæller om sit andet Ægteskab:
»Efter at jeg et Aars Tid havde fremdraget udi en sørgelig Enkemands Stand, resolverede jeg, i Henseende til mine umyndige Børns Optugtelse og Husholdningens Besværlighed, igien at gifte mig, og efter at jeg inderligen havde paakaldet den barmhjertige Gud om en god og dydig Ægtefælle, som kunde være mine Børn en god Moder, bøjede Gud mit Hjerte til at lade bede om den dydædle og hæderbaarne Jomfru MAREN HOU, som var den ærværdige, hæderlige og højlærde Mands, Magister JENS Hou, Sognepræst for Lynge og Uggeløse Menigheder og Provst over Lynge Frederiksborgs Herred, hans ældste Datter, og som denne Begiæring af begge Forældrene og samtlige fælles Venner blev consenteret, og vi udi Lynge havde holdet Jaord, stod vores Bryllup atter i min kiære Moders Hus i Kiøbenhavn, og blev vi i Huset i Guds Navn udi mange adelige og fornemme Venners Nærværelse og vore Forældres hjertelige Velsignelsesønskning copulerede d. 29. 9br. [= Nov.] 1713 af Mag. SIDELMANN. - Gud lade dette Ægteskab, som det i og med Gud er begyndt, geraade, som det og tegner, til Guds Ære og vores timelige og evige Salighed for Jesu Christi Skyld Amen!«
Apoteker Friderich Seidelin fortæller i sin Selvbiografi om forskellige Reparationer, som han og hans Hustru i de følgende Aar lod foretage i Nykøbing Kirke. 1715 lod de Kirkens store Gang hvidte og bepryde, samt Altertavlen, Epitafier, Korets Gitterværk og Daaben rense, og lod udbedre med Farver, hvor noget var afslidt, - for ialt 122 Rd. I 1716 »forærede jeg, tillige med min Kiæreste, til Nykøbings Kirke en Spade for Præsterne til at kaste Jord paa Lig med, var med sort lakeret Skaft, oventil med Sølv indfattet og forpaa med et Crucifix, saa og Timeglas, Dødningehoved og Ben af Sølv udziret, kostede ohngefer 10 Rd.« Denne Spade er stadig i Brug og benyttes til Jordpaakastelse paa Nykøbing F. Nordre Kirkegaard; nogle af Sølvornamenterne er dog fjernede; den omtalte Sølvindfatning paa Spadens Skaft forefindes stadig; denne Sølvindfatning er i Enden af Skaftet prydet med et Dødningehoved og følgende Indskrift: »Friederich Seidelin - Anno 1717 - Maren How«. - 1722 lod de opsætte et nyt Jernrækværk med Messingknopper og anden Messingprydelse omkring Alteret, hvor det stadig forefindes. Endvidere blev Alterets Gulv ophøjet og belagt med Fliser; Gulvet i Koret blev ligeledes oprettet og forbedret, og om Alteret blev forfærdiget et nyt Knæfald, betrukket med nyt Ryslæder; alle disse Reparationer kostede 98 Rd. Nogle Aar senere lod Friderich Seidelin Klosterets Kapel restaurere for 25 Sletdaler, nemlig »hvidte og udzire med blaat paa Listerne, desforuden Prædikestolen, Altertavlen og Knæfaldet ganske fornye og udzire, saavelsom alle Sengene oven og neden med Maling udzire og forbedre.«
Apoteker Friderich Seidelin var en meget velhavende Mand, der kunde bære det Tab af c. 4.000 Rd., som han led ved Københavns Brand 1728, idet 5 Huse, i hvilke han var Panthaver, nedbrændte.
I København ejede han et Hus i Farvergade, som han købte ved Skøde af 22. Januar 1724 (tinglæst paa Københavns By ting 13. Marts s. A.). Huset, som skaanedes af Branden i 1728, benævnes i Skødet »afg[angne] JØRGEN HANSEN Brændevinsbrænders og Hustru afg. MAREN JESPERSDATTERS efterladte, og udi Farvergaden, hvor Skiltet Den hvide Svane er udsat, beliggende Hus, som bestaar til Gaden af 6 Fag, eet Loft højt.«
Ved Københavns Brand i Oktober 1728 nedbrændte Løve-Apoteket (paa Amagertorv), hvis Ejer ANDREAS WINTHER derved led et betydeligt Tab. ANDREAS WINTHER - der var gift med DOROTHEA BECKER, en Kusine til Apoteker GOTTFRIED BECKER (S. 121), hvis Elefant-Apotek paa Købmagergade ligeledes var nedbrændt, og hvem Apoteker Friderich Seidelins Søn CLAUS SEIDELIN hjalp det følgende halve Aar med Indrettelsen af et midlertidigt Apotek paa Amagertorv i Gaarden »Den blaa Haand« - foreslog CLAUS SEIDELIN at over¬tage det nedbrændte Løve-Apotek og Privilegium, mod at CLAUS SEIDELINS Fader overlod WINTHER Nykøbing Apotek, da han - WINTHER - nu var for gammel til at bygge. Der blev dog intet af dette Forslag, vistnok fordi Friderich Seidelin betænkte sig for længe, og WINTHER imidlertid fandt Udveje, saa at han fik Apoteket genopbygget og bragt i Stand paa ny.

Apoteker Friderich Seidelin stiftede flere Legater (omtales ikke nærmere her).

Apoteker Friderich Seidelin led i sine sidste Leveaar en Del af Podagra-Anfald. Sønnen CLAUS fortæller, at han ved sin Hjemkomst til Nykøbing F. fra sin lange Udenlandsrejse i Januar 1728 »fandt min kiære nu salige Fader vel sengeliggende, dog nogenledes restitueret.« Snart efter kom Faderen nogenlunde »til sin Helbred« igen. I Foraaret 1729 blev Apoteker Fr. Seidelin imidlertid igen meget svag af Podagra. 26. April kom der Brev til hans Broder Etatsraad HANS SEIDELIN i København, hos hvem Sønnen CLAUS da logerede under sit Ophold i Hovedstaden, med det Indhold, at CLAUS Fader ikke kunde leve længere og hjertelig længtes efter at tale med Sønnen, og næste Morgen tog CLAUS og hans Farbroder af Sted i dennes Vogn, og om Aftenen den 28. April naaede de til Nykøbing og fandt Friderich Seidelin endnu levende. Denne overgav straks Sønnen CLAUS SEIDELIN sit Hus og Apotek med alle Nøgler og Tilhørende for 2.200 Rd. Dagen efter døde Apoteker Friderich Seidelin.
Friderich Seidelin døde 29. April 1729 i Nykøbing F., begravet 4. Maj i Kirkens Kor "under min [d. v. s. Klokkerens] Stol".
I Faderens Dagbog skriver Sønnen Apoteker CLAUS SEIDELIN om Faderens Død:
»Anno 1729 d. 29. April behagede det Gud ved en salig Død at bortkalde min Hjertelskte og Højlærde Kiære Fader Friderich Seidelin, kongl. forordnet Apoteker her udi Nykiøbing i Falster, efter at han havde levet her i Verden 62 Aar 3 Maaneder 3 Uger og een Dag, og været Apoteker her udi Byen 30 Aar mindre 10 Dage. Ottende Dagen efter hans Død blev hans jordiske Levninger meget hæderligen bestædigede til deres Hvilested her i Choret udi Nyk.s Kirke, og derhen ledsagede af hans efterladte 3de Sønner Hr. HANS SEIDELIN Sogne Præst for Gloslunde og Græshauge Menigheder i Lolland, mig CLAUS SEIDELIN hans Successor, og Hr. DAVID SEIDELIN, den Tid Studiosus, nu Sognepræst for Gamtofte Menighed i Fyen, og blev Lig-Texten, som han selv havde udvalgt sig af 17. Davids Ps. 15. Vers, af Sogne Præsten Mag. FRIDERICH FLINDT forklaret. Hvad hans Liv og Levned angaar, da er det noksom bekiendt, at han var udi sin Guds-Frygt ivrig og andægtig, udi sit Embede flittig og færdig, udi sit Huses og Families Bestyring aarvaagen og ordentlig og udi sin ganske Vandel fornuftig og redelig. Det fejlede ham ikke paa Kors og Modgang, idet han maatte udstaa mange og langvarige Svagheder udi hans sidste Levetid, og ved Kiøbenhavns ulykkelige Ildebrand tabte han en meget anselig Del af de timelige Midler, hvormed Gud havde velsignet ham, men i dette og alt andet overvandt han vidt ved hannem, som os elskte, og som han da fandtes tro indtil Døden, saa pranger han og nu visselig med Livsens Crone. Saa far da vel allerkiæreste nu salige Fader! Far evig vel! Tak for alt det gode, Du har bevist mig, Tak for al Din Møje og Flid med min Opdragelse, Tak for alle Dine gudelige og gode Formaninger, ja Tak for de mange gode Exempler og Fodspor, Du har efterladt mig at træde udi. Sirak siger udi sit 30. Capitel: Naar som hans Fader er død, da er det ligesom han var ikke død, fordi han lod sig Lige efter sig. Kiære Fader! i lige Stand og Tilstand med Dig har Gud og Du sat mig, Gud give mig Naade til og at ligne Dig udi Gudsfrygt og Dyd, paa det jeg maa være Dig et levende Æreminde, og hisset med Dig evig maa skue Guds Ansigt i Retfærdighed! Amen. C. Seidelin.«
I sin egen Dagbog fortæller CLAUS SEIDELIN, at der straks efter Faderens Død holdtes Skifte mellem Børnene og deres Stedmoder. Denne Skifteforretning synes dog ikke at være indført i Skifteprotokollen for Nykøbing F.

Et Miniaturportræt af Apoteker Friderich Seidelin, malet paa Elfenben, ejedes af hans Sønnesøns Sønnesøn Historikeren PAULUS SEIDELINS Enke, nu ejes det af hendes Søn Patron BONDE SEIDELIN, Höör, Skaane. Lignende Miniaturmalerier, utvivlsomt Kopier af det nævnte, ejes af forskellige af Friderich Seidelins Efterkommere, bl. a. ejes et af hans Sønne¬datters Sønnesøns Datter, fhv. Sekretær i Dansk Sygeplejeraad, Frøken VILHELMINE JESSEN, København; dette er vistnok fremstillet i 1870'erne ved at male oven paa et Fotografi af Originalmaleriet.

APOTEKER FRIDERICH SEIDELINS 2 HUSTRUER (kun 1. hustru nævnes her):
~ 1) 29. August 1699 (se S. 124) i sin Moders Hus paa Amagertorv i København med sin Stedfader Raadmand CLAUS IVERSENS Datter (der tillige var Friderich Seidelins Kvartkusine), KAREN CLAUSDATTER, * c. 1675. Yngste Datter af Raadmand CLAUS IVERSEN ASSENS og anden Hustru MEGTELE VILLUMSDATTER FUIREN (se S. 73). Karen Clausdatters Aner: se Tavle I og Teksten S. 83-88. Hun var Søster til sin Mands Broders første Hustru (S. 117).

Karen Clausdatter døde 18. Oktober 1712, 37 Aar gammel, i Barselseng i Nykøbing F., begravet 25. s. M. i sin Mands Begravelse, som han havde købt kort Tid før, i Nykøbing Kirkes Kor. 28. s. M. fik hendes Mand Tilladelse til at sidde i uskiftet Bo og siden skifte med Samfrænder. Imellem ham og hans Børn skal siden være forfattet et Skiftebrev af 30. September 1713 (S. 127); det er tvivlsomt, om dette Skiftebrev findes mere.
7 Børn.

Frederik blev gift med Karen Clausdatter i 1699. Karen (datter af Claus Iversen Assens og Megtele Villumsdatter Fuiren) blev født i ca. 1675 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt; døde den 18 okt 1712 i Nykøbing Falster. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Købmand i Nykøbing F. Ejer af Engestofte Gods på Lolland.

Notater:

Fra Den Seidelinske Slægtsbog, udarbejdet af Mogens Seidelin, citeres:

BERTHEL WICHMAND (* Februar 1677, døbt 11. Februar i St. Knuds Kirke i Odense. Købmand i Nykøbing F. 1727 Ejer af Engestofte Gods paa Lolland.

Berthel Wichmand blev gift 1707. Han havde 19 eller 21 Børn. Død 1732, begravet 27. Oktober i Nykøbing F., 55 Aar og 8 Maaneder gammel). Hustru BODEL CATHARINA FROM (* c. 1690, død 1760 efter langvarig Svaghed, bisat 20. Oktober i Maribo Kirkes Kor, førtes 22. eller 21. s. M. til Nykøbing F. - Hun blev gift 2. gang 9. Marts 1735 paa Engestofte med Assessor i Højesteret, Justitsraad, senere Konferensraad, RASMUS RASMUSSEN, * c. 1680, død 1753, begravet 26. Januar i Roskilde Domkirke).

Berthel Wichmand var meget velhavende og almindelig afholdt paa Grund af sin Redelighed og sin Gavmildhed. Ved Samfrændeskifte efter ham 6. September 1734 fik hans Sønner 1.000 Rd. i Arv hver, hans Døtre 500 Rd. hver. BODEL CATHARINA FROMS andet Ægteskab var meget ulykkeligt. For at betale sin Mands Gæld maatte hun kort Tid efter Brylluppet sælge sit bedste Sølv og skaffe c. 6.500 Rd., saa at de kom til at sidde i ret trange Kaar. Hun fik dog sine Børn godt i Vej, og det lykkedes hende endogsaa at efterlade dem en pæn Arv. Hun - Konferensraadinde RASMUSSEN - var en from og gudfrygtig Kvinde. Hun stiftede 1734 et Hospital i Engestofte By og prydede Kirken. Endvidere lod hun opføre den Enkebolig i Lille Kirkestræde i Nykøbing F., som senere kaldtes Det Wichfeldske Enkehus, og som nu bestaar af en af Kammerherre, Oberstløjtnant HENNING WICHFELD til Stamhuset Engestofte (* 1767, død 1846) opført Bygning med Fribolig til 4 Enker eller ugifte Kvinder af den Wichfeldske Familie eller Embedsmandsdøtre fra Stiftet. Efter at hun var blevet Enke anden Gang, »havde hun ingen større Fornøjelse end den at opdrage sit Sind fra de jordiske og huslige Sorger, og i Samtale og Brevveksling med opvakte Sjæle at styrke sig i sin Forløsers Kundskab.«

Berthel blev gift med Bodil Catharina From. Bodil blev født i ca. 1690; døde i okt 1760 i Maribo; blev begravet den 20 okt 1760 i Maribo Kirkes kor. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Kapellan i Helsingør, derefter provst ved Holmens Kirke, København

Notater:

Fra Den Seidelinske Slægtsbog, udarbejdet af Mogens Seidelin, citeres:

12. c. HANS HANSEN SEIDELIN, * 14. Marts 1632 i Helsingør. Provst.
I Giessings »Jubel-Lærere« (1783) nævnes intet om, hvornaar Hans Seidelin er født, medens Broderen JØRGEN SEIDELIN angives at være født 1632. I Wibergs Præstehistorie (1867) og i Stamtavlen over Familien SEIDELIN (1877) anføres, at Hans er født den 14. Marts 1632, og at Broderen Jørgen er født 1632. Herfra stammer antagelig den almindelig udbredte Mening, at de har været Tvillinger; herom foreligger der dog intet sikkert.
Imod at de 2 Brødre skulde være Tvillinger, taler deres (forskellige) Aldersangivelse i Skiftet efter deres Fader 8. Oktober 1640. De benævnes her: »Hanns Hansen Otte Aar gammell, Jürgen Hannsenn paa Siuffuende Aar«. Jørgen er da vel snarere født 1633 (eller 1634).

Sammen med Broderen Jørgen blev Hans Seidelin 16. Maj 1653 Student fra Helsingør Skole. Giessing beretter, at de med Ære fuldendte deres teologiske Studier ved Københavns Universitet og derefter rejste til Udlandet, hvor de traf et Par svenske Studenter, som fik dem til at drage til Upsala Universitet (i hvis Matrikel de dog ikke er indført). Her hørte de, at Karl Gustav havde besluttet at genoptage Krigen, der var standset ved Roskildefreden 1658, og »gaa paa Sjælland for at belejre Kiøbenhavn. Om saadant søgede vore Seideliner at faa af deres Upsalske Venner den mueligste Kundskab, og derpaa lavede sig hemmeligen til Hjemrejsen. De meldede sig straks ved Hjemkomst hos den Kongelige Cabinets-Secretair, CHRISTOPHER GABEL, som befandt deres medbragte Tidende saa vigtig, at han førte dem ind til Kong FRIDERICH selv, som da skal have fattet for dem den første Naade.« Det er dog tvivlsomt, om dette er paalideligt, da man saa ikke kan forstaa, hvorledes man i København kunde være helt uforberedt paa Fjendens Komme"). Sikrere er det formodentligt, hvad der videre fortælles om dem, at de under Københavns Belejring, »som duelige Personer, der vare færdige at opofre Liv og Blod for deres Fædreland«, viste sig i høj Grad nyttige ved at modarbejde Fjendens Angrebsforsøg. Takket være deres gode Kundskaber i Matematik og Ingeniørvidenskab, samt deres Evne til at tale Svensk var de gentagne Gange i Stand til at udforske, »hvad der forhandledes midt i den svenske Lejr«, - »for saadanne Rapporter vidste Commandanten fast ikke, hvor højt han vilde agte dem«. De skal ogsaa have været med til at opsnappe Maalene paa Svenskernes Stormbroer og Stiger, hvorfor man lod Gravene gøre bredere, hvilket havde den ønskede Virkning, at da Stormen gik for sig, var Stormbroerne for korte, saa at der næsten druknede flere i Gravene, end der dræbtes fra Voldene.
»Dette gjorde, at Kongen [FREDERIK III] efter Belejringen i egen Allerhøjeste Person takkede disse to Brødre, og tillod dem at vælge sig Belønning enten i civil, militair eller geistlig Stand. Efter Commandantens Tilskyndelse skal Kongen gierne have befordret dem i Krigsstanden, hvortil de lode at være skikkede og skabte, som høje og velvoxne Personer, der nu havde ladet se mange Tapperheds Prøver, men de betakkede sig allerunderdanigst, bedende om Kongens Naade og Befordring i den geistlige Stand at blive Lærere i Guds Kirke, hvortil de fra Ungdom af ganske havde opofret sig, og haabede ved Guds Naade lige saa nidkiær og trolig at tjene Gud og hans Menighed, som de nu efter Formue havde tjenet Kongen og Staden. Denne deres Bestandighed behagede Hans Majestæt, som allernaadigst forsikrede dem, at de ej aleneste skulde blive forsørgede med Præstekald, men endog ved forefaldende Vacancer blive Præster i Hovedstaden, for hvis Frelse de havde vovet deres Liv.«

Hans Seidelin blev da ogsaa straks efter Freden - 1660 - øverste Kapellan ved St. Olai Kirke i Helsingør og boede nu 5 Aar i sin Fødeby, indtil han 1665 blev Sognepræst i København.

Aaret før Hans Seidelin kom til Helsingør, var hans Moder død; hun blev begravet i St. Olai Kirke den 21. Januar 1659, nøjagtigt 3 Uger før Stormen paa København, men først 18. Oktober 1662 blev der holdt Skifte efter hende. Samtidig fik Hans Seidelin udbetalt sin fædrene Arv, der siden Faderens Død 1639 havde henstaaet hos Moderen, nemlig 300 Daler, for hvilke han fik udlagt 2 Boliger ved Gammel Kloster, der var vurderet til 120 Dl., 2 Kvin- destolestader paa Mellemgulvet i St. Olai Kirke (á 30 Dl.) samt for det resterende Beløb Møbler, Husgeraad, Sengeklæder og Linned. Efter Moderen arvede han 716 Dl. 3 Mk. 61/3 Sk., hvorfor der blev ham udlagt Halvdelen af "den Gaard med 2 Boliger i Kongensgade med l Jernkakkelovn, som salig ANNANIAS KRUSE tilforn havde ejet", og som vurderedes til 450 Dl (Den anden Halvdel fik Broderen JØRGEN). Det resterende Beløb - 491 Dl. - blev ham udlagt i hans Moders efterladte Hovedgaard paa Stengaden.

11. December 1665 blev Hans Seidelin Sognepræst ved Holmens Kirke i København og Holmens Provst. »M. Hans Seidelin sang sin første Messe Nytaarsdag i Holmens Kirke.« Biskop JENS BIRCHEROD skriver i sin Dagbog: »1666, l. Januar. Blef M. Hans Hansen Seidelin (tilforn øverst Capellan i Helsingør) indsat i Holmens Kirke i Kiøbenhafn til at være Sognepræst ved samme Holmens Meenighed og Proust over Kongl. Mayts. Skibs- Præster, og holdte hand samme Dag sin første Prædiken ibidem.«

Den 10. August 1666 indviede Provst Hans Seidelin Holmens Kirkegaard uden for østerport eller »Skibskirkegaarden«, som den oprindelig kaldtes, den ældste af Københavns nuværende Kirkegaarde. Kirkens ældste »Register over begravne« meddeler: »1666 St: Laurentii Dag den 10. Augusti blev den ny Kirkegaard uden for østerport indviet, at begrave Kongl: Betjenters Lig, som ikke har Middel at begraves her inde. Og skete af H: Hans Hansen Seidelino, da denne Steds Sognepræst og Provst. Blev kaldet Skibs-Kirkegaard.«

28. Juni 1667 tog Hans Seidelin Magistergraden, men døde allerede den 20. Juni 1668, i København, kun 36 Aar gammel; han blev begravet 30. Juni i Holmens Kirke.
Paa Bagsiden af Altret i Holmens Kirke findes en Indskrift, hvori det hedder: »Anno 1665 i Novembri maanit bleff M: Torkild vdvald at vere Bisp vdi Aalborig .... , vdi hans sted bleff Her Hans Hansen Seidelinus / da øffuerst Cappellan vdi Helsingør aff Høyestbemelt: Kong: Mays. forordnet at vere denne Stedz Sogne Præst oc Prouist, giorde der effter sin første Præken ny-Aars dag 1666 her i Kirken. Herre Jesu giff at alting maa Skie dig till ærre. / Anno 1668 Den 20. Juny Døde M: Hans Hanszen Seidelin.«

Paa en af de 38 Messingbalustre, der dan¬ner Korskranken i Holmens Kirke, læses følgende Indskrift: »Hans Hansen Seidelinvs, Sognepræst og Pro vist her till Staden, Sophia Davids Daater 1668.«

Hans Hansen Seidelin blev gift 19. Maj 1661 i St. Olai Kirke i Helsingør - »til Højmessen« med SOPHIA DA-VIDSDATTER, * 10. April 1643 i Helsingør, døbt 16. s. M. i St. Olai Kirke. Dt. af Provst DAVID CHRISTENSEN (* 1607 i Helsingør. 1633 Magister. 1636 øverste Kapellan ved St. Olai Kirke i Helsingør, 11. Juni 1646 Sognepræst sst. Provst. Død 7. December 1658, begr. 14. s. M. i St. Olai Kirke) og GEDSKE FREDERIKS-DATTER (* 1623, død 28. December 1696).

Hans blev gift med Sophia Davidsdatter. Sophia (datter af David Christensen og Gedske Frederiksdatter) blev født den 10 apr. 1643 i Helsingør, Lynge-Kronborg Herred, Frederiksborg Amt; døde den 11 apr. 1716 i Nykøbing Falster. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Fra Den Seidelinske Slægtsbog, udarbejdet af Mogens Seidelin, citeres om SOPHIA DAVIDSDATTER:

Hans Hansen Seidelin blev gift 19. Maj 1661 i St. Olai Kirke i Helsingør - »til Højmessen« med SOPHIA DAVIDSDATTER, * 10. April 1643 i Helsingør, døbt 16. s. M. i St. Olai Kirke. Dt. af Provst DAVID CHRISTENSEN (* 1607 i Helsingør. 1633 Magister. 1636 øverste Kapellan ved St. Olai Kirke i Helsingør, 11. Juni 1646 Sognepræst sst. Provst. Død 7. December 1658, begr. 14. s. M. i St. Olai Kirke) og GEDSKE FREDERIKSDATTER (* 1623, død 28. December 1696).

Hendes Sønnesøn CLAUS SEIDELIN skriver i sin Selvbiografi, at begge hendes Mænd »efterlod hende i maadelig Tilstand og med en Del Børn, men efter saa mange Aars Enkestand havde hun [ved sin Død] ikke formindsket, men snarere formeret sit Gods, thi hun var en brav fornuftig og raffineret Matrone, som vidste godt at holde Hus, og med en friet Mod at skikke sig i alting. - Hun elskede højt sine tvende Stifdøtre, thi hun havde ved Døden mistet sine egne, hvorfor hun opdrog dem med al Flid. - Ved Skiftet efter hende fik min Sl. Fader nogle Familie Skilderier, som nu staar hos min ældste Broder i Gloslunde Præstegaard, nemlig denne min Sl. Farmoders eget, dernæst min Sl. Moders begge Forældres, Raadmand CLAUS IVERSENS og [hans anden] Kones, hvis Navn var MECHTELE FIUREN, .. saa og en af mine Sl. Morbrødres, som ikke har været fuldvoksen.«

Sophia Davidsdatter blev efter sin anden Mands Død boende i Gaarden paa Amagertorv nuværende Nr. 15 og 17 (da Matrikel-Nr. 53, nu 43 og 42 A).

Under Pesten i København i 1711 drog hun sammen med sin Sønnesøn HANS SEIDELIN, der da nylig var blevet Student, og hvis Fader HANS SEIDELIN som Overkrigskom¬missær var med den danske Hær i Pommern, til sin yngste Søn, Apoteker FRIDERICH SEIDELIN i Nykøbing F., hos hvem de opholdt sig i længere Tid.

Sophia Davidsdatter døde 11. April 1716, 73 Aar og l Dag gammel, »forløst ved en stille og sagte Død«, begravet 27. s. M. i St. Nikolai Kirke i København i sin afdøde Mand CLAUS IVERSEN S murede Begravelse i den mellemste Kirkegang. 5 Børn.

Sophia Davidsdatter blev gift 2. gang 1678 (Bevilling 13. Februar) med Enkemand CLAUS IVERSEN ASSENS, * 23. April 1624. Søn af IVER POULSEN GAMTOFTE (* 29. November 1591. Fra 1618 eller senere Forpag¬ter af Bispebogaard i Gamtofte Sogn ved Assens. Gift 1619. Død ?) og Hustru KAREN LAURIDSDATTER.

Claus Iversen var en anset Klædekræmmer i København, hvor han ejede nuværende Nr. 15 og 17 paa Amagertorv, som i Grundtaksten af 1668 sattes til 400 Rd., dertil hørte Nr. 18 i Læderstræde. Desuden ejede han nuværende Nr. 21, 23 og 25 i Gothersgade og (1668) Nr. 39, 41 og 43 i Grønnegade. 1658 deltog han i Adresserne om Privilegierne og blev siden en af De 32 Mænd« (Københavns Borgerrepræsentation), hvilket Ombud han beklædte 1684 og senere, indtil han i 1688, den 31. Juli, blev Raadmand, men døde samme Aar og blev begravet den 28. August i sit Gravsted i den mellemste Kirkegang i St. Nikolai Kirke.

I sit andet Ægteskab med Claus Iversen havde Sophia Davidsdatter ingen Børn.

Af de ved Sophia Davidsdatters Ægteskab med Claus Iversen sammenbragte Børn blev Sophia Davidsdatters 2 Sønner af første Ægteskab med Provst Hans Seidelin, HANS og FRIDERICH SEIDELIN, henholdsvis 1692 og 1699 gift med Claus Iversens 2 Døtre af hans andet Ægteskab med Megtele Villumsdatter Fuiren, DRUDE MARGRETHE CLAUS DATTER og KAREN CLAUSDATTER.

Claus Iversen fæstede 24. Februar 1662 et Gravsted i den mellemste Kirkegang i St. Nikolai Kirke i København. Deri blev begravet: hans anden Hustru MECHTEL (MEGTELE) FUIREN og 3 Børn 28. Februar 1677; han selv 28. August 1688; hans 2 Sønner af andet Ægteskab: VILLUM CLAUSEN 2. December 1695 og IVER CLAUSEN 30. September 1696; hans ældste Datter, Kancelliraad (senere Konferensraad) HANS SEIDELINS Hustru, 22. April 1711; dennes Svigersøn Magister IVER BRINKS 2 Børn 27. Juli 1711 (antagelig af dennes første Ægteskab); samt Claus Iversens tredie Hustru SOPHIA DAVIDSDATT'ER (Konferens¬raad Hans Seidelins Moder) 27. April 1716. - Gravstedet fornyedes 24. Januar 1736 af Konferensraad HANS SEIDELIN (død 1740), 27. Juli 1768 af dennes Dattersøn, Magister IVER BRINKS Søn, Konferensraad HANS DIDERICK BRINCK-SEIDELIN for 40 Aar, der regnedes fra 24. Januar 1736 - 24. Januar 1776. Sidstnævnte fornyede det atter 8. Oktober 1776, at regne fra 24. Januar s. A.

Claus Iversen havde været gift 2 Gange før sit Ægteskab med Sophia Davidsdatter:
Hans første Hustrus Navn kendes ikke, ligesom det heller ikke vides, hvornaar hun er død. I dette Ægteskab var 1 Søn, JENS CLAUSEN, der ved Faderens Død var Borger i København. Han var gift, og baade han og hans Hustru levede i 1692, da de var med til hans Halvsøster DRUDE MARGRETHE CLAUSDATTERS Bryllup med HANS SEIDELIN.

Claus Iversen giftede sig 2. gang 1661 (Bevilling 4. April) med MEGTELE VILLUMSDATTER FUIREN, der som nævnt blev begravet 28. Februar 1677 i St. Nikolai Kirke. - I dette Ægteskab var mindst følgende 5 Børn, der blev voksne:
a. IVER CLAUSEN, * c. 1669, død 1696, 27 Aar gl., begr. 30. September i St. Nikolai Kirke.
b. VILLUM CLAUSEN, * c. 1671, død 1695, 24 Aar gl., begr. 2. December i St. Nikolai Kirke.
c. HENRIK CLAUSEN, * c. 1672. Student 1690 fra Metropolitanskolen. 1707 Sognepræst i Stenderup ved Kolding. Død 12. August 1727, 55 Aar gl. Han var Farfader til Sognepræst i Glud og Hjarnø POUL CHRISTIAN CLAUSEN, der var gift med Farfaderens 2 Svogres Fætter Magister NICHEL SEIDELINS Oldebarn ANE MARGRETHE LANGBALLE, - Sønnedatter af WITTA NICHELSDATTER SEIDELIN og Krigsraad NIELS LANGBALLE.
d. DRUDE MARGRETHE CLAUSDATTER, * før c. 1675, død 1711. Gift1692 med HANS SEIDELIN.
e. KAREN CLAUSDATTER, * c.1675, død 1712, 37 Aar gl. Gift1699 med FRIDERICH SEIDELIN.

Andre begivenheder:

• Beskæftigelse: Rådmand og Klædekræmmer i København.

Notater:

Fra Den Seidelinske Slægtsbog, udarbejdet af Mogens Seidelin, citeres om Claus Iversen Assens:

Sophia Davidsdatter blev gift 2. gang 1678 (Bevilling 13. Februar) med Enkemand CLAUS IVERSEN ASSENS, * 23. April 1624. Søn af IVER POULSEN GAMTOFTE (* 29. November 1591. Fra 1618 eller senere Forpagter af Bispebogaard i Gamtofte Sogn ved Assens. Gift 1619. Død ?) og Hustru KAREN LAURIDSDATTER.

Claus Iversen var en anset Klædekræmmer i København, hvor han ejede nuværende Nr. 15 og 17 paa Amagertorv, som i Grundtaksten af 1668 sattes til 400 Rd., dertil hørte Nr. 18 i Læderstræde. Desuden ejede han nuværende Nr. 21, 23 og 25 i Gothersgade og (1668) Nr. 39, 41 og 43 i Grønnegade. 1658 deltog han i Adresserne om Privilegierne og blev siden en af )}De 32 Mænd« (Københavns Borgerrepræsentation), hvilket Ombud han beklædte 1684 og senere, indtil han i 1688, den 31. Juli, blev Raadmand, men døde samme Aar og blev begravet den 28. August i sit Gravsted i den mellemste Kirkegang i St. Nikolai Kirke.
I sit andet Ægteskab med Claus Iversen havde Sophia Davidsdatter ingen Børn.

Af de ved Sophia Davidsdatters Ægteskab med Claus Iversen sammenbragte Børn blev Sophia Davidsdatters 2 Sønner af første Ægteskab med Provst Hans Seidelin, HANS og FRIDERICH SEIDELIN, henholdsvis 1692 og 1699 gift med Claus Iversens 2 Døtre af hans andet Ægteskab med Megtele Villumsdatter Fuiren, DRUDE MARGRETHE CLAUS DATTER og KAREN CLAUSDATTER.
Claus Iversen fæstede 24. Februar 1662 et Gravsted i den mellemste Kirkegang i St. Nikolai Kirke i København. Deri blev begravet: hans anden Hustru MECHTEL (MEGTELE) FUIREN og 3 Børn 28. Februar 1677; han selv 28. August 1688; hans 2 Sønner af andet Ægteskab: VILLUM CLAUSEN 2. December 1695 og IVER CLAUSEN 30. September 1696; hans ældste Datter, Kancelliraad (senere Konferensraad) HANS SEIDELINS Hustru, 22. April 1711; dennes Svigersøn Magister IVER BRINKS 2 Børn 27. Juli 1711 (antagelig af dennes første Ægteskab); samt Claus Iversens tredie Hustru SOPHIA DAVIDSDATTER (Konferensraad Hans Seidelins Moder) 27. April 1716. - Gravstedet fornyedes 24. Januar 1736 af Konferensraad HANS SEIDELIN (død 1740), 27. Juli 1768 af dennes Dattersøn, Magister IVER BRINKS Søn, Konferensraad HANS DIDERICK BRINCK-SEIDELIN for 40 Aar, der regnedes fra 24. Januar 1736 - 24. Januar 1776. Sidstnævnte fornyede det atter 8. Oktober 1776, at regne fra 24. Januar s. A.

Claus Iversen havde været gift 2 Gange før sit Ægteskab med Sophia Davidsdatter:
Hans første Hustrus Navn kendes ikke, ligesom det heller ikke vides, hvornaar hun er død. I dette Ægteskab var 1 Søn, JENS CLAUSEN, der ved Faderens Død var Borger i København. Han var gift, og baade han og hans Hustru levede i 1692, da de var med til hans Halvsøster DRUDE MARGRETHE CLAUSDATTERS Bryllup med HANS SEIDELIN.
Claus Iversen giftede sig 2. gang 1661 (Bevilling 4. April) med MEGTELE VILLUMSDATTER FUIREN, der som nævnt blev begravet 28. Februar 1677 i St. Nikolai Kirke. - I dette Ægteskab var mindst følgende 5 Børn, der blev voksne:
a. IVER CLAUSEN, * c. 1669, død 1696, 27 Aar gl., begr. 30. September i St. Nikolai Kirke.
b. VILLUM CLAUSEN, * c. 1671, død 1695, 24 Aar gl., begr. 2. December i St. Nikolai Kirke.
c. HENRIK CLAUSEN, * c. 1672. Student 1690 fra Metropolitanskolen. 1707 Sognepræst i Stenderup ved Kolding. Død 12. August 1727, 55 Aar gl. Han var Farfader til Sognepræst i Glud og Hjarnø POUL CHRISTIAN CLAUSEN, der var gift med Farfaderens 2 Svogres Fætter Magister NICHEL SEIDE¬LINS Oldebarn ANE MARGRETHE LANGBALLE, - Sønnedatter af WITTA NICHELSDATTER SEIDELIN og Krigsraad NIELS LANGBALLE.
d. DRUDE MARGRETHE CLAUSDATTER, * før c. 1675, død 1711. Gift1692 med HANS SEIDELIN.
e. KAREN CLAUSDATTER, * c.1675, død 1712, 37 Aar gl. Gift1699 med FRIDERICH SEIDELIN.

Claus blev gift med Megtele Villumsdatter Fuiren. Megtele (datter af Villum Fuiren og Drude Charisius) blev født i 1635; døde i feb. 1677. [Gruppeskema] [Familietavle]